Blokken knælede han og sagde paa Latin: „I dine Hænder, Herre! befaler jeg min Aand“. Han var meget bøiet i Skuldrene af Alderdom, og hans Hoved faldt først for det femte eller sjette Hug.
Saaledes faldt Jon Aressøn af Hole, den sidste katholske Biskop i den norske Kirke; og Mange fandt, at hans egen Spaadom sandedes, hvilken han udtalte dengang, da ved hans Indvielse Biskopshuen faldt af hans Hoved: – at hans Biskopsverdighed vilde faa en bradt og ulykkelig Ende[1]. Han var ved sin Død sex og sexti Aar gammel og havde været Biskop i sex og tyve Aar.
Efterat de Halshuggedes Lig havde henligget paa Retterstedet langt ud paa Dagen, bleve de endelig paa flere gode Mænds Forbøn begravede paa Kirkegaarden bag Skaalholts Kirkes Chor. Et temmelig almindeligt Had rammede Kristian Skriver for det Verk, som var udført, og Flere sagde ham det reent ud, at det var en forhastet Handling, for hvilken han visseligen vilde komme til at bøde haardt. Kristian selv følte sig ingenlunde sikker; han gav dem, der varede ham mod Faren, Ret, men skjød nu Skylden for hvad der var skeet, mest paa Biskop Martin og Presten Jon Bjarnessøn. De Dræbtes Venner holdt sig imidlertid nærmest til Kristian som dansk Mand, og ovenikjøbet, som de fleste Danske paa den Tid, forhadt paa Island. Hevnen rammede ham ogsaa, før han udentvivl ventede det.
Biskop Jon havde strax før sin Død sendt en fortroet Mand med sit Guldsignet nord i Landet til sin Frille, Helga Sigurdsdatter, og sin Søn, Presten Sigurd, med Bud til dem, at de skulde udbetale en rundelig bestemt Sum af hans efterladte Gods i Almisse til de Fattige; og med denne Sendemand kom udentvivl ogsaa Tidenden om hans og hans Sønners Henrettelse til Hole. Sigurd og Helga opfyldte hvad der var dem paalagt, og Sigurd overtog tillige Hole Stols midlertidige Bestyrelse. Tidenden søndenfra vakte en stor Bevægelse blandt Nordlændingerne, og denne forøgedes ved eggende Ord fra Sydlandet. Biskop Jons Datter, Thorun, der boede paa Grund i Eyafjord, en rask og streng katholsk, men ogsaa haardsindet og hevngjerrig Kvinde, synes heller ikke at have sparet paa Opegninger til at hevne Faderen. Sirax efter Jul var Tiden, da Nordlændingerne vare vante til at drage syd i Landet for at deeltage i Fiskerierne der; og i Januar 1551 drog næsten tre hundrede Mænd fra Nordlandet til Sydnæsene. Men i denne Flok vare Flere, der vare rustede af Biskop Jons Frænder til at hevne ham og hans Sønner, og disse Mænd holdt sig sammen, da de kom sydpaa, og udgjorde efter Nogles Udsagn treti, efter Andres sexti. I Slutningen af Januar for Kristian Skriver i sine Forretninger fra Bessastad til Sydnæsene og havde for
- ↑ S. o. f. II. 661.
