sin Sikkerheds Skyld flere væbnede Mænd end han plejede i sit Følge. Men da han gjestede paa Gaarden Kirkiubø, kom Nordlændingerne did, som det heder, med Skjul for sine Ansigter, og anfaldt ham. De dræbte syv til otte Danske, som udgjorde Kristians Følge, og desuden hans unge Søn. Kristian selv forsvarede sig længst, og de kunde ikke faa brudt hans sterke Pantsertrøie; men omsider rendte en ung attenaarig Mand, Thorun Jonsdatters Svend fra Grund, sit Spyd under Pantsertrøien op i Maven paa ham, og saaledes lod Kristian sit Liv. Fjorten Danske, fortælles der, bleve siden dræbte paa Sydnæsene, og deres Lig haanligen medhandlede.
Anden Dag Paaske, den 30te Marts, sendte Sigurd Jonssøn fra Nordlandet treti raske Mænd med tre Prester som Førere til Skaalholt. De havde med sig Ligkister, og de Fleste havde Skjul for sine Ansigter. De lode bede om Tilladelse til at opgrave Biskop Jons og hans Sønners Legemer for at føre dem til Hole. Biskop Martin fandt det, efter hvad alt tidligere var skeet, ikke raadeligt at negte deres Begjæring. De opgrove da Ligene med største Hast, lagde dem som de vare i Kisterne, og fore strax igjen afsted. Ved Laugarvand vaskede og pyntede de Ligene den næste Dag, og førte dem derpaa i høitideligt Optog nordover. De fæstede Klokker under Kisterne: een under Ares, to under Bjørns og tre under Biskoppens, og overalt hvor de i Hole Biskopsdømme nærmede sig en Kirke, blev ringet med alle Kirkeklokker. I Hole Kathedralkirke bleve de ogsaa modtagne med Ringning af alle Klokker, og de forud samlede Prester og en Mængde Lægfolk gik Toget imøde og ledsagede det ind i Kirken, hvor Ligene med al Hæder bleve jordede. Man ansaa de Dræbte næsten som Helgener, og mange Blinde og andre Vanføre kappedes om at faa røre ved Kisterne og syntes deraf at faa Helsebod.
Kort efter, den 27de April, holdtes et Prestemøde paa Hole for at modtage Regnskab for Biskopsstolen; og da dette var aflagt, valgte fire og tyve Prester Sigurd Jonssøn til Faderens Eftermand og udstedte derom sit Valgbrev. Alt vidnede om den Agtelse, man trode sig at skylde den henrettede Biskop og hans Sønner; og ingensinde har vel det danske Herredømme paa Island vakklet meer end denne Gang.
Men Kristian III maatte, efter de Tidender, han i 1550 gjennem Flere havde modtaget fra Island, være rede til en Kamp for sit Herredømme over Øen. Hans Rustninger bleve fuldendte i Begyndelsen af 1551, og om Sommeren dette Aar, før Tidenden om Biskop Jons Død endnu havde naaet Danmark, gik Otte Stigssøn med eet Skib og to hundrede Stridsmænd til Sydlandet, medens Axel Jul og den
