tidligere omtalte Nordmand, Kristoffer Throndssøn[1], med to Skibe og 500 Mand seile til Nordlandet. Man skulde nu, efter den Stemning, som nys havde vist sig blandt Islændingerne, have troet, at det vilde være kommet til et blodigt Sammenstød mellem dem og de Danske. Men det gik paa Island som tidligere i Norge: de Danskes Seier blev vunden uden 5lod. Modstandskraften havde hverken Samhold eller Ledere, nu da Biskop Jon Aressøn og hans Sønner vare borte. Da Otte Stigssøn kom til Sydlandet og kundgjorde Biskop Martin sin Komme, stevnede denne strax sit Biskopsdømmes Prester, Embedsmænd og Almue til Althinget. Man mødte her uden Indsigelse, og Troskabsed blev aflagt til Kong Kristian og Fredrik hans Søn den 1ste Juli af alle de Tilstedeværende med Biskop Martin i Spidsen.
Ligesaaliden Vanskelighed mødte Axel Jul og Kristoffer Throndssøn paa Nordlandet. De samlede uden Modstand Nordlændingerne til Thing paa Oddeyre i Eyjafjord, og her blev allerede den 15de Juni Kong Kristian og hans Søn uden Indsigelse hyldet. Sigurd Jonssøn trøstede sig ikke til at komme frem med sit Biskopsvalg, og ingen Modstand blev gjort, da de danske Anførere udnævnte Presten Olaf Hjaltessøn, der var fulgt med dem, til Superintendent i Hole Biskopsdømme. Biskop Jons Frænder og Tilhængere bleve forresten behandlede med nogenlunde Mildhed; men en stor Deel af Hole Kirkes Kostbarheder tilegnedes Kongen og førtes til Danmark. De danske Anførere saa snart, at et langvarigt Ophold var unødvendigt for dem, og de vendte endnu samme Sommer tilbage til Danmark. Olaf Hjaltessøn fulgte dem did og blev i Kjøbenhavn indviet af Peder Plade til sit Superintendentembede, hvilket han tiltraadte det følgende Aar. Kristian Skrivers Mordere bleve strengt forfulgte, men mange af dem undgik dog paa forskjellige Maader sin Straf.
En vis Modstand mod Reformationen holdt sig længe paa Island til stort Besvær for de første evangeliske Biskopper; men denne Modstand var mere hemmelig end aabenbar og kom aldrig efter denne Tid til noget voldsomt Udbrud. Islændingerne ærede, trods Reformationens Indførelse, Biskop Jon som et Slags Nationalhelt, og denne Ærefrygt har paa en Maade holdt sig lige til vore Dage. De fornemste Ætter paa Øen regne sig det til Hæder at stamme fra ham, og det er ei blevet ubemærket, at af Islands senere Biskopper, fem i Skaalholt og tre i Hole vare Jon Aressøns Ætlinger. Paa den anden Side troede Samtiden at see en Guds Straf i den Ulykke, som rammede hans ivrigste Modstander, Dade Gudmundssøn. Denne fik nemlig, ti Aar efter Biskop Jons Død, en Kræftskade i Ansigtet, hvil-
- ↑ S. o. f. II. 841, 842.
