ken voldte ham meget Meen og efter et langt Sygeleie endte hans
Liv i 1563. Men Kirkereformationen har dog, hin første hemmelige
Uvillie mod den uagtet, baaret sine herlige Frugter paa Island baade
i Religiøsitetens Vækkelse og i Videnskabelighedens Gjenfødelse[1].
Naar vi her, i Lighed med hvad vi have gjort ved hvert enkelt forudgaaende Tidsrums Slutning, ville give et Overblik over den norske Kirkes Forfatning i det sidst omhandlede Tidsrum af Katholicismen, – da kunne vi fatte os kort. Thi intet Nyt af Betydenhed, ingen store Fremskridt, ingen glædelig Udvikling møder os her. Hvor vi ikke stode paa reent Forfald, der viser sig Stillestaaen, og Kirken skrider ikke over det Udviklingspunkt, paa hvilken vi fandt den ved det fjortende Aarhundredes Midte.
Og denne Tilstand var visselig ikke noget Særeget for den norske Kirke; den deelte heri Skjebne med hele den øvrige samtidige romerske. Dennes Glandstid og kraftige Alder viste sig allerede forbi ved det fjortende Aarhundredes Begyndelse. En Vanmagt og tærende Hensygnen traadte i Stedet, som ingen Kunstgreb formaaede i Længden at dække, men hvis Virkninger efterhaanden aabenbarede sig nær og fjærnt i dens vide Kreds. Romerkirken begyndte allerede at ryste sterkt under de avignonske Paver (1305–1378). Den syntes nærme sig sit snare Fald under den store Pavedømmets Splittelse (1378– 1417). Den frelstes dog for Øieblikket fra Undergangen ved Kirkeforsamlingerne i Kostnitz (1414–1418) og i Basel (1431–1449). Dens Anstrengelser i den nærmeste Tid efter for atter at hæve sig, var intet uden bedragersk Blendverk, og den var paa ny hensjunken i sin Vanmagt og Døs, da Kirkereformationen overraskede den og løsrev fra dens Herredømme blandt saa mange andre af Europas Stater ogsaa de tre nordiske Riger. Den romerske Kirke havde i Norge strax før vort Tidsrums Begyndelse, ved Midten af det fjortende Aarhundrede, naaet det Høidepunkt, som var den her af Gud tilmaalt. Den havde da vundet et agtverdigt Præg af Orden og Fasthed. Men Tegn paa Stillestaaen vare ogsaa allerede indtraadte. Det sidste lange Tidsrum har vist os, hvorledes den norske Kirkes Nedadgaaen for Alvor begyndte ved den store Mandedød[2], og hvorledes den snart hensank i en Dødsdvale, der varede saagodt som uafbrudt, lige indtil den store Kirke-
