reformation rev den uberedt, meer ved politiske end ved religiøse Rystelser, ud af Søvnen for at omdanne den i en ny Skikkelse.
Vi ville i vor korte Oversigt følge den samme Orden som ved de tidligere Tidsrum.
I. Af Kirkens Embedsmænd opstod ingen nye Klasser, og de ældres Stilling i det Ydre, indbyrdes og overfor Lægfolket, blev uforandret. Titler, Rangfølge, glimrende Optræden i Livet, Fordring paa Lægfolkets Ærefrygt og Underkastelse, – alt dette holdt sig vedlige. Men i den indre Sammenlænkning mellem Kirkens Ledemode indsneg sig en Forrykning, der hastig drog den mægtige Kjedes Svekkelse til Følge.
Hvad Presterne angaar, da undergik deres Forhold baade mod oven og mod neden mindst Forandring Sogneprestens Rettigheder og Pligter bleve, saavidt vides, staaende ved det, som i næst foregaaende Tidsrum var fastsat. Hvorvidt de saa nyttige og vigtige Prestemøder eller Diocesansynoder[1] have været strengt opretholdte, kan ikke siges; men ganske nedlagte vare de dog ikke hverken i Norge eller paa Island.
I Kirkens overordnede Styreres Stilling derimod, i Erkebiskoppens og Biskoppernes, foregik en Forandring, og det en ganske iøinefaldende. Den havde sit væsentlige Udspring fra Pavernes allerede tidlig sterkt fremtrædende Stræben efter at sammentrænge den hele Kirkestyrelse saa umiddelbart som muligt i Pavedømmet selv og den pavelige Kurie. Den oprindelige Tanke hermed var vist nok at styrke paa denne Maade Pavedømmets og den romerske Kirkes hierarchiske Magt og Enevælde. Men man gik for vidt; og det aabenbarede sig snart for meer uhildede Øine, at tilsidst maatte den overspendte Bue briste og Maalet tabes. Man lod sig dog ikke i Tide advare; man skred tvertimod med stedse voxende Sorgløshed frem paa den engang betraadte Vei. Og det var snart ikke Higen efter Enevældet alene, som drev Paverne til Yderligheder; lav Vindesyge blandede sig ogsaa i Spillet. Den erkebiskoppelige og biskoppelige Myndighed blev planmæssig svekket for at hæve Pavedømmet, og det vigtigste Led i den hierarchiske Lænke tabte sin Kraft.
Vi have i den norske Kirkes tidligere Historie stræbt at vise, hvorledes den egentlige kanoniske Kirkestyrelse var beskaffen, og hvorledes den fandt Indgang og vandt Fasthed i Norge. Men vi have ved Siden heraf ogsaa gjort opmærksom paa, at Paverne allerede tidlig begyndte i visse Punkter at rokke den i dens fulde Strenghed. De havde allerede fra det 9de Aarhundrede af gjort sig det til Opgave at svække Metropolitanmyndigheden i Almindelighed for at drage alle Biskopper meer umiddelbart ind under sit Omraade. At Metropoli-
- ↑ Jfr. o. f. II. 315.
