tanerne ikke skulde blive for overmægtige, det var saaledes allerede en pavelig Grundsætning længe før Nidaros’s Erkesæde oprettedes, og dettes Magt over Provinsens Biskopper blev naturligvis afmaalt derefter. Men ved Siden heraf kunde Suffraganbiskoppernes Myndighed være bleven opretholdt ubeskaaren, eller endog snarere forøget. Den almindelig indførte Valgmaade ved Domkapitler pegede jo ogsaa hen til, at man ønskede en Udvidelse af Suffraganbiskoppernes Selvstændighed. Dog ogsaa disses Magt forekom senere hen Rom at kunne blive farlig; og Kurien fandt det bedst at indrette sig saa, at den kunde stramme Tvilen paa dem, naar det var den magtpaaliggende. Dette viste sig, som vi have seet, ogsaa i Norge, idet Paven begunstigede de derværende Kathedralkirkernes Kapitler i deres Fordringer paa Deeltagelse i visse af den biskoppelige Styrelses Grene til Indskrænkning for selve Biskoppernes Myndighed[1]. Imidlertid, om end enkelte betydningsfulde Fingerpeg heri lode sig tilsyne, saa var dog lige til Midten af det 14de Aarhundrede den kanoniske Orden i den norske Kirkestyrelse ikke endnu i nogen væsentlig Mon forrykket. Biskopsstolene besattes endnu til den Tid i Regelen paa kanonisk Maade ved tilhørende Kapitels fri Valg eller Postulation, og hvor Kapitler ikke fandtes, ved Erkebiskoppens og det nidarosiske Kapitels; medens Pavens Provisionsret (jus provisionis) sjælden, og oftest kun i visse ved den kanoniske Ret bestemte Tilfælde, anvendtes[2]. Erkebiskoppen udøvede sin Stadfæstelsesret ved sine Lydbiskoppers kanoniske Valg. Endelig opretholdtes under Erkebiskoppens Ledning, de for Kirkestyrelsen saa vigtige Provinsialconcilier eller Biskopsmøder. Alt var saaledes, med Hensyn til den overordnede Kirkestyrelse i Norge, ved Midten af det fjortende Aarhundrede endnu i upaaklagelig kanonisk Orden.
I det senest omhandlede Tidsrum derimod indtræder en øiensynlig Forandring i de samme Forhold. Paverne begyndte nemlig an baade i Tide og Utide at gjøre sin Provisionsret gjældende ved de norske Biskopsstoles Besættelse, hvorved da Kapitlernes Valgret i Virkeligheden tilintetgjordes eller forandredes til en tom Formalitet. Ikke bedre gik det med Erkebiskoppens Stadfæstelsesret paa Biskopsvalgene. Da disse reves ud af de rette Hænder for at øves af Paven selv, saa blev naturligvis Metropolitanens Stadfæstelse uden Betydning. Et Paalæg eller blot en Underretning til Metropolitanen var nu tilstrækkelig. Hvad endelig Provinsialconcilierne angik, da ophørte disse efterhaanden, idet Pavens Villie gjorde al Overveining unødvendig. Men med Provinsialconcilierne svandt det Baand, der hidtil væsentlig holdt den norske Kirke sammen som Nationalindretning, tjente Biskop-
