perne til Knyttepunkt i deres Virksomhed og gav Kirkestyrelsen den Enhed og Kraft, som ikke Metropolitanen, med sin sterkt beskaarne Myndighed, længer ved sig selv alene formaaede at fremkalde.
Vi have seet, hvorledes den norske Kirke, strax efter den store Mandedød var overstanden, ved Besættelsen af Nidaros’s Erkestol i 1350 og Oslos Biskopsstol i 1352, fik en haandgribelig Forklaring paa, hvorledes Kurien for Eftertiden vilde have sin Provisionsret udstrakt og tydet. Pave Clemens VI erklærede jo ved denne Leilighed at han havde forbeholdt sig Provision og Disposition af alle ledige og ledigblivende Biskopsdømmer[1]. Fra den Stund, kan man sige, havde de norske Domkapitlers fri Valg af Biskopper ligesom ogsaa Erkebiskoppens Stadfæstelsesret paa Valgene erholdt Dødsstødet ved Pavens egen Haand. Fra nu af gjordes Biskopsdømmerne i Norge, som i saa mange andre Lande, ikke alene til Maal for Lykkesøgeres Stræben, men endog til en Handelsartikel, hvormed den romerske Kuries Vindesyge spekulerede. De bleve gjorte til Gjenstand for en fast Taxation, idet en vis Sum, afpasset efter hvert enkelt Biskopsdømmes Indtægter, bestemtes at skulle udredes til Kurien ved hver indtrædende ny Besættelse[2].
Endnu værre blev disse i sig selv saa fordærvelige Forhold, da den verdslige Styrelse, fra Dronning Margretas Tid, nyttede dem til underhaanden, ved Kuriens Hjælp, at faa den norske Erkestol og de norske Biskopsstole besatte med sine villige Haandlangere; og den Uorden, som indtraadte i alle Pavedømmets Virksomhedsgrene under dets store Schisma (1378–1417), lettede Kongedømmet dets Indflydelse ved Biskoppernes Tilskikkelse. Hvor vidt det med Misbrugene fra Kongemagtens Side gik under Erik af Pommerns Styrelse, have vi seet; og hvorledes Kirken led under alle de forargelige Tilfælde, som ved disse Misbrug fremkaldtes, kan man let forestille sig, om man end ikke havde Exemplerne med Erkebiskop Nikolaus Ruser, Biskopperne Jon Gerikssøn, Arne Klemetssøn og flere i Tidsrummets Historie omtalte for Øie.
Det lykkedes Conciliet i Kostnitz at ende det store Schisma, men ikke at forbedre Kirkestyrelsen[3]. Heldigere syntes i dette Stykke Conciliet i Basel at skulle blive, og dets Anordninger virkede for Norges Vedkommende en liden Stands og Indskrænkning i de indsnegne Misbrug, i det mindste ved Biskopsstolenes Besættelse. Men dette var dog i Virkeligheden kun et lidet Lysglimt i det almindelige Mørke.
