Pavelige Kabaler seirede til Slutning over Conciliets gode Villie, og de gamle Uskikke bleve i Hovedsagen staaende ved Magt[1]. Paa begge Concilier regnedes, som bekjendt, Afsendingerne fra de nordiske Riger under den germaniske Nation, en af de store Afdelinger, hvori de Mødende inddeltes. Da nu i 1448 Concordatet mellem Paven og den tydske Keiser, Fredrik III, til Aschafsenburg, – eller som det ogsaa, maaskee rigtigere, benævnes: til Vien, – for en stor Deel gjorde det baselske Conciliums Bestemmelser magtesløse for Tydsklands Vedkommende, saa blev ogsaa, som det lader, dette Concordat efterhaanden udstrakt over de nordiske Riger tillige. Dette skede vist nok ikkun gjennem Brugen, ikke ved nogen bestemt offentlig, strengt retsgyldig, Akt. Men Virkningen blev lige fordærvelig for Kirken[2]. Under de Bestræbelser, som fra nu af Paven paa den ene Side og Kongen paa den anden anvendte for at bringe Biskopperne i et Afhængighedsforhold af sig, kunde det ikke være andet end at Biskopsdømmet maatte meer og meer tabe i Selvstændighed og kraftig Indflydelse paa Kirkens Anliggender. Paven saa gjennem Fingre med Kongens Indtrængen paa Kirkens Enemærker, naar kun Kongen til Gjengjæld lukkede sine Øine for de pavelige Misbrug. Ikke alene Biskopsdømmerne men ogsaa de fleste andre høiere og bedre aflagte geistlige Verdigheder, f. Ex. Pladserne i Domkapitlerne, bleve efterhaanden, snart fra Pavens snart fra Kongedømmets Side, betragtede som Indtægtskilder for dem. Fra begge Kanter søgte man at udpine af Kirken al den verdslige Fordeel, som det var muligt at vinde, medens atter Kirken, saalænge den magtede, tog sin Mon igjen hos Almuen. Om Kirkens høiere Formaal var liden eller ingen Tale, og et frit Valg til en Biskopsstol eller til et andet overordnet og rigt kirkeligt Embede blev endelig at regne for en reen Undtagelse fra Tingenes almindelige Gang.
Hvad de norske Provinsialconcilier angaar, da have vi seet, at den første Erkebiskop efter Mandedøden, Olaf, i sine første Styrelsesaar endnu viste nogen Iver for at opretholde dem[3]. Men med denne Iver tog det snart en Ende. Provinsialconciliet i Nidaros i 1351 er, som vi have seet, det sidste i det Aarhundrede, hvis Statuter ere optegnede; og fra den Tid ligetil 1435 savnes aldeles saadanne Statuter, medens kun saare faa, og det usikkre Spor findes til at ordentlige Biskopsmøder have været holdne. Det var den i flere Henseender virksomme Erkebiskop Aslak Bolt, som igjen, støttende sig
