til Conciliet i Basel, søgte at bringe dem i Gang. Men han mødte, som det lader, Uvillighed hos sine Lydbiskopper, og det forblev ogsaa i hans Tid med tvende Provinsialconcilier: det i Bergen 1435 og det i Oslo 1436[1]. Indretningen hensank derpaa atter i Forglemmelse.
Men hvorledes Nationalkirken meer og meer blev svækket ved Opløsningen af Metropolitanforholdet og Tilsidesættelsen af Provinsialconcilierne, – derpaa have vi seet Beviser i dens Tilstand umiddelbar før Kirkereformationen. Da kunde den verdslige Statsmagt gjøre med de kirkelige Indretninger saagodt som hvad den vilde. Den norske Kirkes Forbindelse med Rom havde nemlig den for Reformationen stemte Kongemagt næsten fuldkommen afskaaret, og de enkelte Biskopper, der hver i sit Biskopsdømme nu var at ansee for den i det Geistlige øverste og eneste Raadende, handlede uden Samhold, og uden overordnet Ledning. Deres Optræden mod det verdslige Tryk var kraftløs og uvirksom.
At Erkebiskoppen og Biskopperne som Raadsmedlemmer vandt under Kalmarforeningen en forøget Indflydelse paa Norges Statsanliggender, drog dem kun endnu længere bort fra deres egentlige Virkekreds, fra deres Omsorg for Kirken, end deres verdslige Stræben allerede forud havde ført dem. Og ligefuldt, skjønt de forsømte Kirken for, som de trode, at pleie Staten, saa formaaede de dog ikke til Gavns at støtte under denne sammensynkende Indretning. Kun en ydre Glands over sin egen personlige Tilværelse formaaede de endnu nogenlunde at opretholde. Dog selv dette lykkedes dem neppe uden føleligt Tryk paa Almuen. Thi Kilderne for deres Indtægter vare allerede ved Uforsigtighed og slet Styrelse begyndt at stoppe op, medens Fordringerne først fra Pavernes og senere fra den verdslige Magts Side endnu stedse vare til, ja vare voxende.
Klostervæsenet i Norge viser sig under dette Tidsrum i kjendeligt Forfald. Vi have rigtignok seet Birgittinerordenens Oprettelse i Slutningen af det 14de Aarhundrede at modtages med et Slags Velvillie i de nordiske Lande. Mest var dog dette Tilfælde i Stifterindens Fædreneland, Sverige; i de tvende andre Riger synes det meer at have været de kongelige Styrere, Dronning Margreta og Erik af Pommern, som med Forkjærlighed fremhjalp den, end Folkenes Beundring. Hvad Norge særligen angaar, da have vi seet, at man, for at indføre Ordenen der og skaffe den Bolig, maatte berøve den gamle Benediktinerorden et stort Kloster, nemlig Munklif i Bergen, og skjænke Birgittinerne dette, – en Forandring, der ikke blev udført uden efter megen og lang Modstand[2]. Senere bleve Munke af den hellige Antonius’s Orden indførte i Norge; men disse
