vare hverken meget udbredte eller opnaaede nogen Rigdom og Indflydelse. Man seer, at ogsaa de kom til Bergen ved et ældre Nonneklosters Lediggjørelse i 1507. Men deres Ophold der var kun kortvarigt, da deres Kloster allerede i 1528 blev sekulariseret[1]. At nye Klostere af de ældre Ordener ere blevne oprettede i Norge i dette Tidsrum, ved man ikke heller. Paa Island blev et eneste nyt Kloster stiftet, nemlig i Skrida i Fliotsdal paa Østlandet. Dette var et Munkekloster, saavidt vides, af Augustinerordenen, med en Prior til Forstander. Det blev stiftet omkring 1500 af den skaalholtske Biskop Stefan, men dets Tilværelse var kort, og det naaede ikke nogen Velmagt[2]. Vi have seet, at Klostrenes Inddragelse i Norge til Kronens Bedste hørte blandt de første reformatoriske Skridt og havde taget sin Begyndelse længe for Kirkereformationen forøvrigt endnu kunde siges at have vundet noget Tilhang blandt Landsfolket. Klostervæsenet i Norge nød dengang liden eller ingen Medfølelse hos Folket, udentvivl fordi det allerede var i Bund og Grund fordærvet og fuldmodent for sin Undergang.
II. Med Hensyn til religiøse Skikke vides ikke den norske Kirke, i det Tidsrum, vi nu forlade, at have undergaaet nogen væsentlig Forandring. Var allerede i det foregaaende Tidsrum Pavens Bud, med Hensyn til Kirkeskik, en paa det nærmeste ufravigelig Rettesnor, saa blev denne Grundsætning vistnok i nærværende Tidsrum end yderligere befæstet. Den norske Kirkes Selvvirksomhed blev jo desuden afskaaren, da Provinsialconcilierne gik af Brug, og dette dengang uundværlige Organ for al national Kirkelovgivning, ogsaa for den ceremonielle, tabtes. Vi have saaledes i dette Stykke intet at føie til det, som allerede ved de foregaaende tre Tidsrum herom er sagt.
III. Hvad endelig den norske Kirkes Styrelse og statsretlige Forhold angaar, da gjælder herom i Hovedsagen det Samme. Vi have allerede ovenfor, ved at omtale Erkebiskoppens og Biskoppernes Stilling, paavist, hvorledes deres Selvstændighed i flere saare væsentlige Retninger svækkedes ved Pavedømmets kortsynede Statskunst, og hvorledes det derved lykkedes den verdslige Statsmagt at gjøre Indgreb paa Kirkens Omraade, som maaskee ellers skulde have faldet vanskelige. Vi have tidligere seet, hvorledes den norske Kirke med megen Konsekvens og Klogskab, tildeels ogsaa med Held, i det trettende og den første Halvdeel af det fjortende Aarhundrede arbeidede paa at opretholde, ja udvide sin Ret ligeoverfor Kongedømmet. Vi have ogsaa ved Slutningen af det foregaaende, tredie Tidsrum udhævet det Standpunkt, til hvilket den norske Kirke ved Midten af det 14de Aarhundrede havde naaet i sin statsretlige Stilling. Alle
