sine Fordringer havde den ei seet sig istand til fuldkommen at drive igjennem; men de som endnu stode uopfyldte, lykkedes det den ikke heller i nærværende Tidsrum at tilkjæmpe sig. At den norske Kirke i 1458 fik Kong Kristian I’s Stadfæstelse paa Foreningen til Tunsberg, var den vist ikke til nogen væsentlig Nytte. Denne Forening var nu, paa Grund af mange i Mellemtiden indtraadte Ændringer i Norges Statsforholde, i flere Stykker ubrugbar, og kunde ikke længer, om end Geistligheden havde raadet langt meer end den raadede, gjøres anvendelig i større Udstrækning. Herpaa blev heller ikke forsøgt. Man mærkede vistnok snart, at Foreningen var fra hierarchisk Standpunkt et altfor konsekvent gjennemført Arbeide, til at den i det 15de Aarhundredes kirkelige og politiske Røre skulde kunde smage enten Pave eller Konge.
Den Forandring, som foregik i det norske Riges statsretlige Stilling ved dets Indtrædelse i Foreningen med Danmark og Sverige var ogsaa aabenbart uheldbringende for den norske Kirkes naturlige og jævne Udvikling. Man kunde tro, at den Leilighed, som nu aabnede sig for den til at kunne ved Kongevalg og Haandfæstning sikkre sig sine Rettigheder og udvide dem, helst da Nidaros’s Erkebiskop jo ved enhver indtrædende Valgledighed var det norske Kongedømmes erkjendte Vikarius og det norske Rigsraads Formand, – skulde være gunstig i det mindste for Kirkens ydre Magt og dens Indflydelse paa Statsstyrelsen. I Virkeligheden blev dog dette ikke saa. Vi have seet, at Kongedømmet, med Hensyn til Geistligheden som i det Verdslige, idelig omgik sine Haandfæstningers Løfter. Derhos rakte den romerske Kurie meer end eengang Kongen en hjælpsom Haand mod hans egen Geistlighed, naturligvis under Forudsætning, at Kurien selv intet derved tabte, men tvertimod kunde opnaa Gjentjenester fra Kongedømmets Side. Endelig var det indre Samhold mellem Erkebiskoppen, hans Lydbiskopper og de verdslige Stormænd i Rigets Raad næsten altid for ringe, til at Erkebiskoppen som Rigsvikarius skulde have kunnet udrette noget stort til sin Stands varige Gavn. Heller ikke fandt nogen inderlig, fast og stadig Sammenslutning Sted mellem de tre Rigers Kirker indbyrdes til fælles Forsvar. Tvertimod, den Spending, som idelig viste sig mellem de tre Rigers Raad, overførtes oftest gjennem disses geistlige Medlemmer, Biskopperne, ogsaa paa de tre Kirker. Kom det end ikke til nogen religiøs Strid mellem disse; saa manglede dog den sande broderlige Aand mellem deres Forstandere, der nødvendig fordredes til en nærmere kirkelig Sammenknytning. En saadan vilde desuden vel i de fleste Tilfælde have været stridende ligemeget mod Unionskongens som mod Pavens egennyttige Hensigter; og hverken Konge eller Pave var det derfor om at gjøre at fremme den.
