Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/898

Denne siden er ikke korrekturlest
884
Fjerde Tidsrum.


Man mærker overhovedet tydeligen, at en uhyre Slaphed havde indsneget sig i de religiøse som i de moralske og kirkelige Begreber. Verdsligt Sind og Usedelighed havde sterkt udbredt sig blandt Kirkens Personer, fra de øverste til de nederste, ja i det hele Kirkesamfund baade blandt Lærde og Læge. For Biskopperne var Virken og Indflydelse i Rigets verdslige Raad bleven noget langt meer magtpaaliggende end den aandelig Pleie af det dem betroede Kirkeomraade; og Presterne manglede baade sand christelig Religionskundskab til at undervise sine Sognebørn, og varm Gudsfrygt til at opbygge dem. Gudstjenesten var bleven en prunkende, tom Ceremoni, et Middel til først at fæste Folket i Overtro og siden udsuge det til Fordeel for en havesyg og sandselig Geistlighed, der raadede over Almuen ved Frygt meer end ved Kjærlighed eller Agtelse. Kort den romerske Kirke i Norge var dybt sjunken, da Reformationen rammede den. Stødet kom uforberedt og traf haardt, – saa meget haardere som Selvstændighedens Fald gik Haand i Haand med den gamle Statskirkes. Et engang hæderligt om end fattigt Riges dybe politiske Fornedrelse har vist nok bragt Mangen af dets Børn til at see Romerkirkens samtidige Omstyrtelse der i Landet med et meer medlidende Blik, med større Savn, end den i Sandhed fortjente. Romerkirken, som den da var, vilde dog aldrig have kunnet opretholde Norge som selvstændigt Rige i dets synkende Tilstand, end mindre kunnet puste nyt Liv i det, hæve det til en ny og herligere Skikkelse. Nu da vi see videre og meer tillidsfuldt om os, maa vi inderlig takke Gud, at han lod Romerkirken, da den dog havde naaet Fordærvelsens Toppunkt, vige Pladsen i vort Fædreneland for en renere christelig Kirkeorden, der med Evangeliets Kraft har gjenvakt og styrket, og – det haabe vi – med Guds Hjælp ogsaa fremdeles skal vække og støtte Norges aandelige Liv.