en Trøst for Madeleine, der følte sig saa ensom, at være rigtig venlig og elskværdig mod den lille forskræmte Sypige.
En Aften, da hun var gaaet, spurgte Madeleine Jomfru Cordsen, hvem hun egentlig var. Den gamle Dame saa et Øieblik skarpt paa hende og svarede derpaa, at Marianne var en Sønnedatter af gamle Anders Begmand nede paa Værftet, og at hun for nogle Aar siden havde havt et Barn. Kjæresten — sagde Jomfru Cordsen og saa atter paa Madeleine — reiste til Amerika og Barnet døde. Saa lod Garmans hende lære Kjolesøm — hun havde tjent paa Sandsgaard — og siden havde hun havt sit stadige Arbeide i Huset.
Mere fik Madeleine ikke vide, hun spurgte heller ikke efter; og Jomfru Cordsen følte sig beroliget.
Thi det var ikke saa ganske sikkert og sandt, hvad den gamle Dame havde fortalt Madeleine. I Sypigens Historie var der skjult en af de Garmanske Hemmeligheder, som det var Jomfru Cordsens Livsopgave at vaage over.
Og mens hun i Aften gik hjemover, tænkte Marianne netop paa dette — ja det var igrunden aldrig helt ude af hendes Tanker.
Den muntre venlige Frøken Madeleine, der var saa ulig de andre Garmans, havde vakt alle hendes Erindringer tillive. Hun var vis paa, at endnu kjendte Madeleine ikke hendes hele Skam — hun kunde umuligt vide det, siden hun var saa venlig mod hende — og Marianne gruede for, at nogen skulde fortælle det. Thi der var nok af dem, som kunde fortælle; men der var Ingen, som vidste, hvad hun havde lidt.
Og som hun gik, gled de forbi igjen alle de tunge Begivenheder fra hendes Livs Ulykke. Først huskede hun, hvor smuk han var — Husets Søn — da han kom hjem fra Udlandet, — endnu før der var Tale om, at han skulde have Datter til Amtmanden; — hvorlænge han bad og plagede hende og hvorlænge hun stred imod. Saa kom den Skrækkens Dag, da hun blev kaldt ind til Konsulen i det indre Kontor. Aldrig havde hun kunnet begribe, hvorledes han egentlig havde faaet det at vide — den eneste, som kanske kunde vide noget, var Jomfru Cordsen; — men endnu mindre kunde hun sidenefter forstaa, at hun selv havde ladet sig overtale eller tvinge eller hvad det nu var — til det, som nu kom. Det maatte vel være som Folk sagde, at Unge-Konsulen kunde Ingen staa sig imod; og saa blev hun da forlovet med Kristian Kusk — det værste, hun vidste — saa reiste han til Amerika, Barnet blev født og døbt Christian. — Efter den Tid mindedes hun kun klart hin Nat, da Barnet døde; alle andre Indtryk flød sammen — tunge og graa som Skyer.
