„Netop derfor! — husker du, hvad vi har sagt hinanden? hvorledes vi kappedes om at finde de Ord, vi vidste, vilde være de mest saarende. O — at tænke sig, at vi benytte vort Kjendskab til hinanden for at udfinde de ømmeste Steder, hvor de onde Ord kunde ramme! — og det kalde vi Kjæerlighed.“
„Kjære — tag det nu ikke saa høitideligt,“ svarede han, idet han forsøgte en lettere Tone, „om Menneskene holde nok saa meget af hverandre, ere de dog stundom lidt uenige; det kan nu engang ikke være anderledes!“
„Jo, jo!“ raabte hun, „der maa gives en Kjærlighed, for hvilken Strid er umulig; eller ogsaa — eller ogsaa har jeg taget feil, og det, vi kalde Kjærlighed, er ikke andet end —“
„Tvivl ikke om Kjærligheden!“ afbrød han hende ivrigt; og han skildrede i varme og veltalende Ord denne Følelse, der forædler Mennesket, idet den lærer os at bære hinandens Svagheder; der skjænker os den høieste Lyksalighed, idet den trods alle smaa Uenigheder binder os sammen med de skjønneste Baand.
Hun havde kun hørt halvt paa ham. Hendes Blik var faret hen over den halvvisne Have; hun havde indaandet den tunge Luft fra det døende Planteliv — og hun havde tænkt paa Vaaren, paa Haabet og paa denne almægtige Kjærlighed, der ender som en Blomst om Høsten.
„Visne Blade“ — sagde hun roligt, og idet hun reiste sig, spredte hun med Foden alle de smukke Blade, Vinden med saamegen Møie havde samlet.
Hun gik op ad Alléen, der førte til Huset; han fulgte lige bagefter. Han taug; thi han havde ingen Ord. En døsig Følelse af Ængstelse og Mathed lagde sig over ham; han spurgte sig selv, om han endnu kunde naa hende, eller om hun var hundrede Mile borte.
Hun gik med bøiet Hoved og saa ned i Blomsterbedene. Der stod Asterserne som forrevne Papirblomster paa vissent Potetesgræs, Georginerne hang med de dumme Kræmmerhushoveder paa de knækkede Stilke, og Stokroserne havde smaa vantrevne Knopper i Toppen og store, vaade, raadne Blomster nedover Stilken.
Og Skuffelse og Bitterhed skar sig dybt ind i det unge Hjerte. Mens Blomsterne døde, modnedes hun for Livets Vinter.
— Saaledes forsvandt de opad Alléen. Men den tomme Stol blev staaende i det halvvisne Lysthus, medens Vinden atter fik travelt med at ordne Bladene til sin lille Gravhoug. —
Og i Tidens Løb komme vi alle — hver efter sin Tur — for at sætte os paa den tomme Stol i en Krog af Haven og stirre paa en liden Gravhoug af visne Blade. —
