af at stelle for Kapellanen, lave hans Yndlingsretter og holde alt hans Tøi iorden.
Madame Rasmussen var den eneste i Byen, som vidste, at Pastor Martens gik med et lidet Kunstværk af en Paryk. Men det var ikke noget at fortælle; det vedkom jo ingen andre.
— Da Fru Garman og Rachel kjørte hjem fra Kirken — Madeleine var ogsaa i Vognen — talte Fruen misbilligende om Johnsens Præken.
Det var ikke passende — langtfra passende at optræde paa den Maade for et ungt Menneske. Men det var Tidsaanden, som Pastor Martens saa sandt havde udviklet forrige Søndag — aa! Pastor Martens — det var dog en ganske anderledes Mand! — „ikke sandt? Madeleine!“ — spurgte Fru Garman, da der ikke kom nogen Lyd fra Rachel.
„Jo — jo da!“ — svarede Madeleine aandsfraværende. Hun sad og grundede over, hvor ialverden Delphin kom fra, da han saa pludseligt dukkede op ved Siden af Fanny og hende i Trængselen ved Kirkedøren.
Han havde hilst venligt paa hende; men da de naaede Vognen, var baade han og Fanny forsvundne uden at sige Farvel.
Rachel lod Moderen snakke som hun pleiede; imidlertid sad hun opfyldt af den store Begivenhed og tænkte over, hvorledes det nu herefter vilde gaa med Johnsen. Det var klart, at den hele By vilde være af samme Mening som hendes Moder; men Misfornøielsen vilde tage en langt skarpere Form hos de fleste.
Hun saa ham staa opi alt dette — rolig og urokkelig! — det var da endeligt en modig Mand!
Ved Bordet gav Delphin — saavidt han turde for Fru Garman — dramatiske Extrakter af Prækenen, hvorover Legationssekretæren lo umaadeligt. Rachel bed sin Vrede i sig; hun vidste, at en alvorlig Samtale med Delphin overhovedet var en Umulighed.
Men Madeleine kunde ikke lade være at le; Delphin var virkeligt saa morsom og tillige saa godmodig. Hun var i det sidste næsten vred paa Fanny, fordi hun behandlede Delphin kort og skjødesløst. Men Delphin syntes slet ikke at tage sig nær deraf, — tvertimod han saa blot endnu gladere ud. Han var dog en godmodig Fyr.
Morten Garman var ogsaa en godmodig Fyr — mente mange —, at han lod Kandidat Delphin saa uforstyrret arrangere sig med Fru Fanny. Det var ikke godt at vide, om Morten saa noget eller ikke; om han havde saa god Tro eller saa ond Samvittighed. —
