Rachel sad saalænge ved Vinduet, til hun hørte Vognen, der bragte Madeleine hjem fra Selskabet; da klædte hun sig hurtigt af og gik iseng.
— Da Madeleine kjørte hjem, blev Vognen standset udenfor Klubben, og en Gut talte nogle Ord med Kusken.
Det var gamle Per Karl, som kjørte iaften. For mange Aar siden var han kommen op fra Danmark med et Par Heste til Unge-Konsulen. Baade han og Hestene vare forlængst ude af Tjeneste; men naarsomhelst Per Karl kunde passe sit Snit, fik han de gamle sorte for Vognen og sig selv op paa Bukken. Saaledes ogsaa iaften, da det bare var den gode Frøken Madeleine, som skulde hentes. Hun var saamænd lige glad, om det ikke gik i saadant „forskrækkeligt Jav“ — mente den gamle Jyde. Men nu vendte Per Karl sig om og sagde til Madeleine:
„Ih — Jøsses bevares — lille Frøken! nu vil her ligge et Hus! Grossereren vil kjøre ud med os, og naar han ser, vi har „de gamle“, saa —“
Efter et Øieblik kom Morten og tog Plads ved Siden af Madeleine under mange Undskyldninger. Han vilde ud og se til Fanny — sagde han —; hun havde seet saa daarlig ud. Og desuden — hvilken henrivende Kjøretur i Maaneskin!
— Han satte sig mageligt tilrette og tog et langt Drag af sin Cigar; men med ét for han iveiret: „Stop hvad var det!“
Den ene af Hestene havde snublet lidt, saa det gav et Ryk i Vognen.
„Det er jo de gamle — og Per Karl!“ raabte Morten og reiste sig halvt op. „Hvad Fanden skal det betyde?“
„Aa —“ brummede Per Karl, han var forberedt paa en Batalje — „de gamle er s’gu inte at kimse ad. Men havde vi ellers vidst, at Hr. Grossereren vilde tage med, saa —“
„Snak! — de gamle skal ikke bruges mere — det ved De godt — Per Karl! Jeg skal tale med Far; de skal skydes imorgen den Dag.“
Morten interesserede sig meget for Heste, og desuden var han i den Stemning af Iver og Vigtighed, som man ofte bringer med fra en Aftensmad i Klubben.
Madeleine prøvede at formilde sin Fætter; men det gjorde ham bare værre.
„Se — hvorledes hun gaar og stiger paa Foden — hun den venstre —“
„Den nærmer? — mener Hr. Grossereren?“
„Aa Fanden ivold med Deres nærmer og fjærmer! — hun til-
