Søren erkyndigede sig i Forbigaaende om Prisen og fandt den noksaa rimelig i Forhold til Fruens Beskrivelse.
Naar Fru Olsen saa gjerne vilde se dette Ægteskab fremskyndet, saa var det for det første — som antydet — for at faa noget at beskjæftige sig med, og dernest kom det af et ubestemt Ønske om, at noget overhovedet skulde foregaa — et psychologisk Fænomen, der ikke er sjeldent hos energiske Karakterer under smaa, ensformige Forhold.
Sorenskriveren arbeidede i samme Retning, for det første efter Ordre fra Fruen, og for det andet, fordi han tænkte, at naar Søren blev gift med Frøken Marie, der skyldte hans Hus saameget, vilde han bindes end fastere til Kontoret, og Sorenskriveren var tilfreds med sin Fuldmægtig. —
Efter Bordet spadserede de Forlovede i Haven. De talte sammen paa en underlig, stakaandet Maade, indtil Søren i en Tone, som skulde være let, henkastede den Bemærkning: „Hvad mener du, om vi giftede os ihøst?“
Marie glemte at blive overrasket; hun havde jo selv gaaet i de samme Tanker, og derfor svarede hun, idet hun saa ned: „Ja, synes du bare, vi har Raad, skal det vist ikke være mig imod.“
„Lad os engang regne efter,“ sagde Søren og trak hende ind i Lysthuset. —
En halv Time efter traadte de Arm i Arm ud i Solskinnet. Det var somom det ogsaa skinnede af dem; thi der hviler en Glands over en kjæk Beslutning, tagen efter moden Overveielse og Beregning.
En og anden kunde mene, at man ikke bør stole ubetinget paa et Regnestykkes Rigtighed alene af den Omstændighed, at to Elskende havde faaet ud præcis den samme Facit, især hvor Problemet har dreiet sig om Valget mellem den høieste Lyksalighed eller Forsagelse.
Søren havde ogsaa, mens de regnede, haft nogle Anfægtelser. Han mindedes, hvorledes han selv i Studenterdagene havde talt i høie Ord om Ansvaret mod Efterslægten, hvorledes han ad filosofiske Omveie havde paavist det egoistiske ved Kjærligheden og opkastet det latterlige Spørgsmaal, om man saadan uden videre har Ret til at sætte Børn i Verden.
Men Tiden og det praktiske Liv havde heldigvis helbredet ham for disse ørkesløse og skadelige Tankeexperimenter. Og desuden var han altfor sædelig og velopdragen til at ville støde den Intet anende Elskede ved at medtage i Beregningen en saa frivol Udsigt som den, at de kunde faa mange Børn. Det er jo netop saa
2*
