kjendte hele Historien, „men jeg kan nok ikke komme strax. Jeg skulde først indom her; Konsul Garman ligger nok ogsaa paa sit yderste. Men efterpaa — min Ven! — efterpaa —“
„Aa — ja! jeg kunde tænke det —“ mumlede Martin og vilde gaa.
„Vent lidt — unge Mand! —“ raabte Præsten, „hvis du tror, at det haster, vil jeg gaa til din Søster. Det er jo det yderste Hus, ikke sandt?“ dermed gik han forbi Sandsgaardshuset og udover mod west end.
Martin stod igjen forbauset, næsten skuffet. Men Præsten fortsatte roligt sin Vei, der var besværlig nok udover mellem Hytterne. Fillede Unger laa iveien for ham, Piger og Kjærringer stak Hoderne ud og gloede paa ham, et lidet Kompani af Gutter, som laa og grov i Stranden, raabte Hurra for ham; der lugtede Fattigdom og Svineri, hvor han vendte sig.
— Da Torpander ikke fik nogen Besked af Anders Begmand, som han traf sammenkrøbet i en Krog af Stuen, gik han ovenpaa og bankede paa Mariannes Dør. Der blev ikke raabt kom ind, og han glyttede paa Døren.
Den stakkels Mand — han blev saa forfærdet, at han neppe kunde staa paa sine Ben. Der laa hun — hans elskede Marianne! Munden halvaaben og stønnende hurtigt — aa saa hurtigt! Kinderne vare hule og blaahvide, og i de mørke Fordybninger om Øinene stod der tæt af smaa Svedperler. Han havde ikke havt nogen Anelse om, at det var kommen saa vidt, — og han kom paa Frieri!
Marianne slog Øinene op; hun kjendte ham, han var vis paa det; thi hun smilede saagt; det var hendes velsignede Smil; men Tænderne vare blevne saa underligt store. Tale kunde hun ikke længer; men de store Øine gik flere Gange fra ham og hen til Vinduet, og han troede tilsidst, at hun bad om noget.
Torpander stillede sig ved Vinduet — det var et nyt, Tom Robson havde besørget — og lagde Haanden paa Krogen. Hun smilede igjen og da han aabnede Vinduet, kunde han se paa hende, at hun takkede ham.
Middagssolen skinnede ned mellem Fjeldet og Husvæggen og faldt skraat indover den nye Vinduskarm og et Stykke bortover Gulvet. Inde i Byen ringede Klokkerne for en Begravelse og Lyden slog mod Fjeldsiden og faldt dæmpet og blødt ind i Kammeret.
Marianne vendte sig mod Lyset og hendes Øine bleve vidunderlig klare, en fin Skygge af rødt steg endog op i hendes Kinder, og Torpander havde aldrig seet hende saa deilig.
