den — „atter er vi ført henimod hinanden. Er det ikke, somom De ligefrem bliver henvist til mig — medens De staar saa ene og forladt mellem Deres egne. Thi — ikke sandt Madeleine! — De føler Dem ensom?“
„Ak — jo! — jeg er saa ensom, saa sørgeligt ensom! —“ sagde hun mismodig; og enten han nu trak hende til sig eller om hun lod sig glide, saa laa hun til hans Skulder træt og viljeløs. Og medens hans Stemme lød mildt og beroligende over hende, aandede hun ud som efter en lang Besværlighed.
Men med et for hun op; han havde kysset hende paa Panden. Præsten reiste sig ogsaa, men beholdt hendes Haand.
„Vi vil ikke tale til nogen idag,“ sagde han fortroligt, „paa Grund af Familiesorgen. Men lad os gaa ind til Fru Garman og bede om hendes Velsignelse. Din Fader derimod —“
„Nei — nei! —“ raabte hun, „Far maa ingenting vide — aa min Gud, hvad er det, jeg har gjort!“ mumlede hun og holdt Haanden for Øinene.
Han smilede stille og tog hendes Arm i sin: „Du er endnu lidt forvirret — Barn! men det vil snart gaa over.“
Dermed førte han hende hen mod Fru Garmans Værelse.
„Kunde det ikke være til imorgen — jeg har saa ondt i Hovedet,“ bad Madeleine.
„Vi skal bare vise os for din Tante,“ sagde han mildt, men bestemt, idet han aabnede Døren.
Fru Garman sad i Lænestolen i sit store, lune Soveværelse. Foran sig havde hun et Bræt med en Karaffel Vand og en liden straaflettet Flaske Curaçao. Paa en Assiette laa rundt-omkring Kanten Brystet af en Kylling — skaaret i smaa Terninger, og midt i stod en liden Form Aspergessmør indgnedet med finhakket Persille.
Da de Forlovede traadte ind, holdt hun just en liden hvid Terning paa Gaffelen, idet hun trykkede den ind i Smørret; men da hun fik Øie paa de to, lagde hun Gaffelen ligegyldigt fra sig og sagde:
„Jeg vil haabe — Madeleine! at du ikke glemmer at takke Vorherre, fordi han har bøiet dit gjenstridige Sind; og for Dem — Hr. Pastor! — vil jeg ønske og bede, at De aldrig maa komme til at fortryde dette.“
Et lidet Secund flammede der noget i Madeleines Øine; men hendes Forlovede sagde i det samme:
„Min kjære Madeleine er saa angreben af Sindsbevægelse. Vil du ikke helst gaa op paa dit Værelse? — Barn! — vi sees imorgen.“
