Endelig kom Per ind. Han rakte først Præsten og saa Madeleine Haanden og hilste: „Goddag og Tak for sidst.“ Da Madeleine berørte den store haarde Haand, trak hun sin uvilkaarligt tilbage og vendte sig bort uden den brugelige Hilsen; hun fik ikke Ordene frem.
Idetsamme kom Pers Kone ind og bad ham hviskende hugge lidt Fliser, det gik saa sent, med Torvgloen; hun vilde koge Kaffe. Per gik, og Præsten fulgte med den lille trivelige Bondekone, forat inspicere Huset.
Madeleine gik et Par Gange frem og tilbage i Stuen, saa gik hun ud foran Døren.
Naar hun stod paa Hellen foran Bislaget, kunde hun se lige ned i den lille Baadhavn. Øiet fulgte den lille Sti tversover den flade Mark — opover den bratte Skrænt — lige til Fyrhuset. Der laa hendes gamle Hjem — de tykke solide Stenmure og Fyrlygten med den rødmalte Hat.
Hun vendte sig bort. Det var hende ikke muligt at se derhen. I Torvskuden hørte hun Per hugge; halvt uden at vide, hvad hun gjorde, gik hun derhen og stillede sig ved Siden af ham.
Han stansede om en Stund, reiste sig op og saa forbi hende udover Havet. Per havde faaet stivt Skipperskjæg under Hagen, og Ansigtet var blevet meget ældre og grovere; men alligevel kjendte hun hvert Træk.
Madeleine gjorde et lidet Skridt henimod ham og greb efter hans Haand; men hun fik ikke fat paa den, han drog den ligesom tilbage. Da kunde hun ikke længer styre sig, men kastede sig om hans Hals og lagte sit Hoved tæt ind til hans Bryst.
Det var sandt, hvad Delphin engang havde sagt: det var denne Blanding af Fisk, Tobak og vaadt Uldtøi, men alligevel: her var hendes Plads; hun følte det nu. Og i den samme Stund blev det hende ogsaa klart, hvorfor det havde stukket hende i Brystet, da hun mødte Pers Kone. Hun misundte hende, hun misundte hende alt — Manden — Huset — Livet — altsammen; thi det var hendes! — her var det Liv, hun forstod, og den Mand, hun elskede.
O — hvor de havde løiet for hende og handlet ilde mod hende — alle de fine Mennesker. Hvad var det for et Liv, hun havde ført — et Liv uden anden Mening end den: at være Kone for en Mand, hun ikke elskede, stelle hans Hus, føde Børn for ham — altsammen i en kvalm Luft af Vane, Ceremoni og Selvdyrkelse.
Hun klyngede sig fastere og fastere til den brede, stærke Mand; og i et vidunderligt Øieblik af Lykke og Kval strømmede det over — dette Hjerte saa indsnøret og vel dresseret, medens hele hen-
