FRU WORM. Otto — Otto! vogt dig for dette. Nu har jeg arbeidet med dig i disse lange Aar, forat du skulde se Tingen uden Omsvøb — som den var. Skal du nu begynde med denne Svaghed — (bryder ud) thi det er ikke sandt dette, at et Menneske intet formaar ved egen Kraft. Du maa selv, og du kan selv gjøre dig til en ærlig Mand, men aldrig — aldrig, hvis du begynder at tale om Svagheden — et Øiebliks Svaghed! (stryger sig over Panden). Se saa — Otto! gaa ind og leg med lille Hansemand— er du snil; men vær lidt stille.
OTTO (stanser ved Døren). Men Mor! — du svarte mig ikke; — hvis Far nu kommer?
FRU WORM Ja Otto! — du faar stole paa mig. Hvis du virkelig faa din Far igjen, skal jeg komme og hente dig; men du skal blive derinde i Barnekammeret; — hører du?
OTTO Ja Mor! (gaar).
FRU WORM. Er der noget, hvormed jeg kan være til Tjeneste?
FRU STRØM (gaar udenom Disken og frem i Stuen). Nei — nei Kjære! — jeg kommer jo ikke som Kunde. Godaften Marie! — hvorledes har du det?
FRU WORM (koldt). Tak godt.
FRU STRØM (forlegen). Nei, at du kunde tro, jeg kom, for at kjøbe noget!
FRU WORM. Jeg syntes nok, det var lidt underligt; min Forretning fører jo ikke mange Ting, som kunde passe for Dem.
FRU STRØM. Jeg synes, du siger De til mig? — det er ikke pent af dig Marie.
FRU WORM. Undskyld; det faldt mig naturligt; det er saa længe siden, vi skiltes.
FRU STRØM. Og hvis Skyld er det? — din — udelukkende din, Marie! ligefra Ulykken skete, har du gjort at for at støde os fra dig — baade mig og hele Eders gamle Omgang.
FRU WORM. Jeg gik min Vei og fandt min Vei.
FRU STRØM. Det gjorde du; — det siger alle: det er beundringsværdigt, hvorledes du klarede dig. Men husk ogsaa paa, at vi alle stod færdige til at hjælpe dig; — husk bare, hvad du svarede os, dengang vi vilde holde Bazar for dig!
FRU WORM. Jeg husker det, — aa jeg husker det godt.
FRU STRØM. Ja — saa kan du heller ikke undres paa, at vi trak os tilbage — nogen hver.
