Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/244

Denne siden er korrekturlest


FRU WORM Jeg undres ikke; — jeg beklager mig heller ikke.

FRU STRØM (lidt forvirret). Nei — det gjør du ikke; men jeg skal sige dig noget — Marie! — Ulykken har forhærdet dit Sind — som Pastor ANdersen siger. Naar jeg mindes, hvorledes du var, — den første blandt os alle —

FRU WORM. Var det, for at fortælle mig dette —?

FRU STRØM (godmodig). Nei — nei sleikke — tværtimod Kjære! — jeg havde netop foresat mig at springe over det mellemliggende, for nu er alt det færdigt og glemt skal det være, — ikke sandt? kom lad os sætte os; jeg er kommen, for at tale med dig i Venskab — ikke sandt? i Venskab som i gamle Dage.

(Fru Worm sætter sig ved Maskinen; Fru Strøm trækker en Stol nærmere).

FRU WORM. Du skal have Tak — Caroline! men mon vi kan forstaa hinanden — længer?

FRU STRØM. Hvorfor ikke? — gamle Veninder, — gamle Koner — snart — begge to! naar bare du vilde være lidt mindre — jaja! nu begynder jeg, — til Sagen — som Strøm siger: din Mand kommer iaften, — ikke sandt? — du venter ham?

FRU WORM. Jeg ved, han er med Dampskibet.

FRU STRØM. Nuvel! — vi har talt om det hjemme; først vilde jeg havt Strøm med; men — forstaar du! som Byfoged — ikke sandt? — og siden det just var ham, som — som

FRU WORM (roligt). — som afsagde Dommen.

FRU STRØM. — uf ja! — ikke sandt? — men han sagde: gaa du Caroline! — jeg har ingenting mod det! — det var pent af Strøm — ikke sandt? — og derfor er jeg kommen, for at følge dig ned og tage mod Worm paa Bryggen.

FRU WORM. Men jeg gaar sletikke derned.

FRU STRØM. Gaar du ikke ned paa Bryggen? — men Marie! vil du virkelig, at din Mand skal stige iland forladt og ensom, ganske som en — en

FRU WORM. — somen dimitteret Straffange —

FRU STRØM. Hvor kan du sige sligt om din egen Mand!

FRU WORM. Er han da andet?

FRU STRØM. Men tænk dog paa, hvad han var; husk, hvor vi alle var optagne af Alfred Worm — jeg selv ikke mindst — jeg kan gjerne tilstaa det — dengang han kom fra London første Gang —

FRU WORM. Men Kjære! — det gjør jo bare Faldet des dybere.

FRU STRØM. Faldet — siger du! — Faldet; — ja ved du hvad Marie! vi nødes saa mangen Gang til at slaa af paa vore Strængheder her i Livet — helst nufortiden — og allermest, naar det