Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/249

Denne siden er korrekturlest

reise videre, saa giv ham denne (leverer Bogen) — helst saa Ingen ser det, — lever den bare fra mig; intet videre.

JOMFRU HANSEN. Ja Frue! — det skal blive besørget (gaar, men stanser). Men hvis — hvis han ikke gaar ombord igjen? —

FRU WORM. — Hvis ikke! — (tænker lidt) hvis ikke — Jomfru Hansen! — saa kommer jeg selv.

Jomfru Hansen gaar, og Fru Worm ordner i Stuen og paa Disken; men idet hun ser sin Mand ude paa Gaden, gaar hun hurtigt fremover og stiller sig halvt bagved Symaskinen.

WORM (kommerhurtigt ind og løber mod hende). Marie! Marie! — endelig har jeg dig igjen! (Hun ser op og gjør en Bevægelse, hunstanser). Hvad? — hvorledes er det, du tager mod mig? — du vidste jo, jeg kom? —

FRU WORM (med Anstrøgelse). Jeg vidste — ja jeg vidste, du var med Dampskibet, og saa troede jeg, at du — (stanser).

WORM. — hvad troede du?

FRU WORM (ser prøvende paa ham). — at du vilde besøge os —

WORM. — besøge! — besøge? — jeg er kommen hjem — hjem efter lange Aar, og saa møder du mig paa denne Maade!

FRU WORM (skuffet og bedrøved). Aa Henrik — Henrik!

WORM. Det var altsaa, Præsten Andersen mente; det var det ogsaa, som gik i dine Breve: du vil virkelig være haard og uforsonlig: trykke mig — Stakkar! i Støvet, medens alle andre næsten kappes om at række mig Haanden — baade Præsten, Fru Strøm — ja indtil Hessel, han som — en af dem —

FRU WORM. — hvis Navn du efterskrev —

WORM (irriteret). At du vil lægge Sten til Byrden! — tror du ikke, det er tunget nok at bære sin Skam —

FRU WORM — ligefra Tugthuset og hjem til mig —

WORM (stigende). Hvor skulde jeg hen? — hvor skulde jeg vente Hjertelag og Opmuntring uden i mit eget Hjem! — hos dig, som er min Hustru for Gud og Mennesker? (hun vil afbryde). Ja — jeg ved det, min Feil var stor; men tro du mig — Marie! saa forfærdelig som den synes i dine Øine — var den ikke.

FRU WORM. Saa? — du mener?

WORM. Fruentimmer forstaar ikke sligt; hvad veed de om Mændenes Pengeafærer. Du har ingen Idé om, hvor haarfin den Grænse er, der skiller det strafbare fra det, som en Kjøbmand kan tillade sig, for at tjene Penge eller redde sig i et Knibetag. Saa fin er denne Grænse, at naar man først drives hen i Nærheden af den, saa mærker man næppe selv det Punkt, hvor man skred over.

FRU WORM. Men naar man mærker det —?

WORM. Naar man bliver opdaget? (trækker paa Skuldrene) — ja, da