skjult dig, — glad ved at arbeide og slide for dem, du saa grusomt havde skuffet og forurettet. Og naar du da følte dig saa ussel, at du ikke kunde tænke paa dine uskyldige Børn og din retskafne Kone uden at rødme, — naar du næppe vovede at sende mig, hvad du fortjente i ærligt Slid og Savn, da — vilde jeg tage dine Sønner ved Haandne og ile afsted over Land og Hav,gjennem Byernes Larm og Menneskenes Vrimmel til dig — til dig du elskede Mand! — thi jeg elsker dig — som du var, da vi var unge, og som du skal blive igjen, saasandt som jeg føler, at min Kjærlighed har Kraft til at hente dig op af dig selv og vende dig mod Lys og Sandhed i et nyt Liv for dig og dine!
WORM (har fulgt hende i stigende Bevægelse). Ja — saa er det; saa skal det ske! — det staar for mig som Lys — som en Port, der sprang op; først nu gik jeg ud af Fængslet og du — Marie! — du lukkede op og frelste mig.
FRU WORM (gaar ham straalende imøde med framstrakte Hænder). Se! se! — jeg har vundet ham tilbage! O — du min egen — egen Henrik!
WORM (bøier sig over hendes Hænder og kysser dem). Tak — Tak for alt og tilgiv! (hanomfavner hurtigt Otto og skyder ham hen til Moderen.) Farvel allesammen — Farvel Marie! — (gaar mod Baggrunden.)
FRU WORM (efter ham). — og lille Hansemand! — Henrik! vil du ikke gaa gjennem Barnekammeret?
OTTO (griber fat i Moderen). Men Mor — Mor! skal han nu reise fra os igjen?
FRU WORM (glad). Nei — Gutten min! Nu er din Far paa Hjemveien!
PERSONER: Foged A. Ø. Gregersen. — Fogdens Datter Margrete. — Sorenskriver Ross. — Kaptein Tamp af Marinen. — Bureauchef Lorentz. — Uhrmager Reynholdt. — Kornelius, Ærindsgut.
(Fogdens Dagligstue. Fremme paa den høire Væg er der Vindu til Gaden, længer tilbage Dør til Kontoret. Paa Bagvæggen er Udgangsdøren lidt tilhøire, og tilvenstre for denne er der en liden Dør med Forhæng. Midt paa den venstre Væg fører Dør til Spisestuen.
