MARGRETE (smiler). De vil dog vel ikke sige noget ondt om vor Embedsstand?
REYNHOLDT. Tvertimod! der er ingen Stand, som holder saa godt sammen.
MARGRETE. Det har De Ret i; men om det just var nogen Ros, ved jeg ikke. Lad os imidlertid glemme Rangforordningen et Øieblik — og tale — (forvirret) — tale sammen.
REYNHOLDT (uvis). Jeg er ganske til Deres Tjeneste — Frøken!
MARGRETE (bestemt). Nuvel! — jeg har lært Dem at kjende som en paalidelig Mand, og jeg trænger til at raadføre mig med nogen. Min Faders Kontorist Sivertsen har pludseligt forladt Huset.
REYNHOLDT. Gudskelov for det!
MARGRETE. Men han har efterladt et Brev, hvori han underretter Far om, at — at der er Under ballance i Kassen.
REYNHOLDT. Saa har Sivertsen stjaalet — kort og godt! — det giver jeg mit Hoved paa!
MARGRETE. Jeg har ogsaa Mistanke til ham, saameget mere som han — aa ja! har jeg begyndt, kan jeg jo ligesaagodt fortælle Dem altsammen — hanfriede igaar til mig —
REYNHOLDT (farer op). Sivertsen? — det Udyr!
MARGRETE. Men Hr. Reynholdt! —
REYNHOLDT. Sivertsen er et Udyr!
MARGRETE. Ja, jeg tog ham jo heller ikke. Men saa truede han mig, idet vi skiltes, dengang forstod jeg ikke, men nu —
REYNHOLDT (ivrigt). Det er klart! — det er soleklart! han er løbet bort med Fogdekassen, for at hævne sig. Der er vel telegraferet til alle Kanter? — eller skal jeg — (griber sin Hat).
MARGRETE. Nei — nei! hør nu; Ross siger —
REYNHOLDT. Sorenskriveren? — er han med?
MARGRETE. Han er just inde i Kontoret med Far.
REYNHOLDT (sætter Hatten fra sig). Ja naar han er med, saa skal det vel gaa paa den gamle Maade.
MARGRETE. Hvad mener De med det?
REYNHOLDT. Jeg formoder, at Sivertsen skal faa løbe sin Vei, Kassemangelen dækkes underhaanden af Fogdens Venner; alting gaar stille og pynteligt af, og der bliver ikke Spor af Skandale.
MARGRETE. Ja — det var hans Raad; men hvad vilde nu De gjøre?
REYNHOLDT. Jeg vilde først og fremst, at den, som har gjort ondt, skal faa sin Straf, — den kunde nu aldrig træffe nogen værdigere end Sivertsen! — og hvad Deres Fader angaar, saa er han jo ligefrem bestjaalet, det er jeg vis paa —
