FOGDEN. Ja — og saa var det den Tilsætning, De talte om —
REYNHOLDT. Jeg skal tage den med mig iaften, og Tegningerne ogsaa — Farvel! (gaar.)
FOGDEN (efter ham). Mange Tak! — velkommen igjen. Hvilken mageløs ung Mand! og hvor han forstod sig paa Snedkerarbeide! (gnider Skrivepulten med Lommetørklædet.) Det er igrunden ikke saa ilde! — og med den forbedrede Methode! — hi — hi — hi!
MARGRETE (fra venstre). Du ser saa glad ud — Far!
FOGDEN. Javist, Barn! — tænk dig — han — Uhrmageren, din Ven Reynholdt! han har lover — ja det er sandt! jeg inviterede ham til iaften.
MARGRETE. Men hvorledes kunde du falde paa det?
FOGDEN. Jo — ser du! det er et prægtigt Menneske! — han har lovet at laane mig —
MARGRETE. Far!
FOGDEN. Naada — barn! der er da ikke noget ondt i, at han laaner mig nogle Tegninger, og saa en Tilsætning — du — tænk dig! — som —
MARGRETE. Aa hvor du forskrækkede mig; jeg troede, du havde bedet Hr. Reynholdt laane dig Penge.
FOGDEN. Penge? — hvad skulde jeg med — (synker sammen i Stolen). Aa jeg arme Mand! nu havde jeg glemt altsammen! Hvad Glæde har jeg nu af Tilsætningen og Boret — dette mærkelige Redskab. Jeg skal jo lukke!
MARGRETE. Lad os nu engang tale ud om dette. Hvorledes kan det dog være gaaet til?
FOGDEN. Dersom Sivertsen var her —
MARGRETE. Men fører du da ikke ordentligt Regnskab?
FOGDEN. Sivertsens Bøger er de smukkeste, jeg har seet.
MARGRETE. Men enten nu Sivertsen har bedraget dig eller ikke, saa faar jeg det Indtryk, at du ikke ved Synderlig Besked om dine Embedsanliggender.
FOGDEN. Ja — ser du! — Sivertsen var saa flink og paalidelig —
MARGRETE. Men du bærer dog Ansvaret, og naar du staar saa ganske raadløs, saa er jeg næsten bange for — for —
FOGDEN. — for hvad?
MARGRETE (varsomt). — for, at du ikke rigtig passer — saadan egner dig for din Stilling som Foged.
FOGED (reiser sig). Hvad behager! — skulde jeg ikke være en duelig Embedsmand! — jeg Anders Ørsted Gregersen! Hans Majestæts Foged! Ved du, at jeg har rent Laud til Juridicum? —
