FOGDEN. Men jeg skjønner ikke, hvorledes det kunde blive til noget — saa sent. Og du — Margrete! har du tænkt dig selv som Snedkerens Datter? — saa kommer der en Dag Glasmageren og frier til dig —
MARGRETE. — eller Uhrmageren —
FOGDEN. Hm! — ja han var s’gu ikke den værste! men alligevel — naar jeg tænker paa, at jeg — nei du — jeg formaar det ikke, — det er for sent.
MARGRETE. Husker du, da jeg var liden, hvad du pleiede at sige, naar jeg skulde til Tandlægen? — vær nu fornuftig Barn — sagde du; — det staar jo bare paa et Øieblik; bare et Ryk, — og saa er alt over; den lille stygge sorte Tand er væk, og der vokser en ny istedet.
FOGDEN. Javist — men —
MARGRETE. Saa beskrev du, hvor pent og hyggeligt der var hos Tandlægen. Saa tager den snille Doktor dig — sagde du — og sætter dig i en nydelig blød Stol, (trykker ham ned i Lænestolen) — saa aabner han et smukt Skrin (aabner Skrivepulten) — og tager frem nogle blanke, skinnende Instrumenter, — (hun stikker ham Pennen i Haanden).
FOGDEN. Hvad vil du? — hvad betyder dette?
MARGRETE. Nu skal vi skrive.
FOGDEN. Til hvem?
MARGRETE. Til Kongen.
FOGDEN. Til Kongen!
MARGRETE. Jeg dikterer, du skriver: Afskedsansøgning — har du det?
FOGDEN. Nei gu’ har jeg ei! (vil reise sig).
MARGRETE (trykker ham ned). Patienten maa sidde stille under Operationen.
FOGDEN. Margrete! hør nu et Alvorsord —
MARGRETE. Det maa være kort, for nu kommer snart Bureachefen fra Finantsdepartementet.
FOGDEN. Hu!
MARGRETE. Altsaa: Afskedsansøgning —
FOGDEN (giver sig over og skriver).
MARGRETE (dikterer). Efterat jeg med Beklagelse har bemærket —
FOGDEN (skriver). — formærket er mere juridisk —
MARGRETE. — at jeg ikk længer formaar at varetage mit Embede —
FOGDEN. Nei — nei! — det er altfor ligetil! man vilde ikke engang forstaa det i Departementet. Mer juridisk maa det være, — for Exemple: „hvorhos“ — eller „henholdende mig forøvrigt“ — eller
