FOGDEN. Og du Lorentz! vil du ogsaa gaa fra mig?
LORENTZ. Nei min Ven! nu forst vil jeg gjerne blive her.
FOGDEN. Tak — gamle Ven! du kom itide.
MARGRETE. Se nu er Far i sin nye Uniform!
LORENTZ. Bravo! gamle Ven; her har vi altsaa Snedkermester Anders Ørst — nei lad os sige A. Ø Gregersen!
FOGDEN (straalende). Til Tjeneste — mine Venner! — og der (peger paa Uniformen) — der hænger Hans Majestæts Foged!
KORNELIUS (kommer hurtigt fra Spisestuen og raaber): Jeg skulde hilse fra Ane Kristine, at Toske blir kold!
PERSONER: Camilla. — Ferdinand.
(Paa Landet. Liden Havesalon. Aabne Galsdøre midt paa Bagvæggen mod en Have med gamle Træer. Paa hver Side af Havedøren Vinduer helt ned til Gulvet og foran hvert at disse høie Blomstertrapper besatte med Palmer og store Bladplanter.
Foran Blomstertrappen tilhøire staar en liden stoppet Sofa halvt inde under de brede Blade. Fremme i Forgrunden tilhøire Sybord hvorpaa Bøger og Broderi. Paa venstre Væg Dør til de andre Værelser og længer tilbage paa samme Side Pianoforte.
En fyldt Nodshylde og to-tre bløde Lænestole. I Havedøren hænger mørke Portièrer, der ere halvt aabne og opbundne.
Naat Tæppet gaar op, sidder Camilla ved Instrumentet og spiller halvt tankeløst første Reprise af Strauss’ Vals: „Frenet Euch des Lebens“.)
FERDINAND (kommer opad Havetrappen). Godmorgen Kusine!
CAMILLA (vil reise sig). Godmorgen Ferdinand!
FERDINAND. Nei, nei! bliv siddende — jeg beder dig! — jeg kom jo netop indom, for at høre dig spille.
CAMILLA (spiller dæmpet under det følgende). Ja — ikke sandt? der er virkelig Musik i enkelte af disse Valse?
FERDINAND. Ja vist! — men der der synes jeg nu bedst om for Moralens Skyld.
CAMILLA. Moralen?
FERDINAND. Freuet Euch des Lebens! — men Kjære! spl dog — jeg har ikke Tid —
