Hun mindedes, hvor ofte hun selv — halvt Barn — med graadige Øine havde slugt de fine Damer, der kjørte pyntede til Baller eller Theatre; hvor ofte hun havde grædt i bitter Misundelse over de Blomster, hun møisommelig satte sammen, for at smykke andre. Her saa hun de samme graadige Øine, den samme uslukkelige, hadefulde Misundelse.
Og de mørke, alvorlige Mænd, der med et halvt foragteligt, halvt truende Blik mønstrede Ekvipagerne — hun kjendte dem alle.
Havde hun ikke selv som liden Pige ligget i en Krog og med opspilede Øine lyttet til deres Taler om Livets Uretfærdighed, om de Riges Tyranni, om Arbeiderens Ret, den han bare behøvede at udstrække Haanden, for at tage.
Hun vidste, at de hadede alt — ligefra de velnærede Heste og de høitidelige Kuske til de blanke, skinnende Kareter; men mest dem, der sad inden! — disse umættelige Vampyrer og disse Damer, hvis Smykker og Pynt kostede mere Guld end et helt Livs Arbeide indbragte en af dem.
Og idet hun betragtede Vognrækken, der langsomt bevægede sig gjennem Mængden, dukkede en anden Erindring op, et halvglemt Billede fra hendes Skoleliv i Klosteret.
Hun kom med ét til at tænke paa Fortællingen om Pharao, der med sine Stridsvogne vilde følge Jøderne gjennem det røde Hav. Hun saa Bølgerne, som hun altid havde forestillet sig røde som Blod, staa som en Mur paa begge Sider af Ægypterne.
Da lød Mose Røst, han udstrakte sin Stav over Vandene, og det røde Havs Bølger sloge sammen og opslugte Pharao og alle hans Vogne.
Hun vidste, at den Mur, der stod paa hver Side af hende, var vildere og rovgjerrigere end Havets Bølger; hun vidste, at der kun udfordredes en Røst, en Moses, for at sætte dette Menneskehav i Bevægelse, saa at det knusende væltede sig frem, overskyllende hole Rigdommens og Magtens Glands med sin blodrøde Bølge.
Hendes Hjerte bankede, hun trykkede sig skjælvende ind i Hjørnet af Vognen. Men det var ikke af Angst, det var, forat de derude ikke skulde se hende; thi hun skammede sig for dem.
For første Gang i hendes Liv stod hendes Lykke for hende som en Uretfærdighed, som noget, hun skammede sig ved.
Var dette hendes Plads i den bløde, elegante Ekvipage, blandt disse Tyranner og Blodsugere? Hørte hun ikke snarere til derude i den bølgende Masse blandt Hadets Børn?
Halvglemte Tanker og Følelser reiste sit Hoved som Rovdyr, der længe have været bundne. Hun følte sig fremmed og hjemløs i
