mig — Ferdinand! Tænk — endnu er jeg halvræd, naar jeg gaar alene deroppe.
FERDINAND. Det er, fordi Røverne saa ofte slæbte dig gjennem det tykke Krat og de krogede Gange — snart var du Miss Edith — snart Dronningen eller Lady Dudleigh —
CAMILLA. Men du var altid Robin Hood —
FERDINAND. — i grøn tætsluttet Jagtdragt, med Hornet ved Bælte —
CAMILLA (famler). — og Guld — jeg synes, hans Dragt staar for mig — skinnende af Guld —?
FERDINAND. Ja det kommer vist af, at den gamle Bog var indbundet i grønt engelsk Bind, og udenpaa stod Robin Hoods Billede presset i Guld.
CAMILLA. Aa ja! — det er sandt! ak husker du den gamle Bog? hvormeget vi to igrunden eier sammen — Ferdinand.
FERDINAND. Ja. Minder har vi nok af — men —
CAMILLA. — men!
FERDINAND. — Aa — lad os tale om noget andet — om Vaaren — om Kjærligheden, — ja om Kjærligheden.
CAMILLA. — med dig?
FERDINAND. — Hvorfor ikke?
CAMILLA. Du ved ikke, hvad det er.
FERDINAND. Men du ved det?
CAMILLA. Kanske.
FERDINAND. Saa sig det!
CAMILLA. Ak Fætter! — var Kjærlighed noget saa enkelt, at det lod sig sige i to eller tre Ord, saa var den vel ikke saa kosteligt et Eie, — ikke saa farlig at lege med.
FERDINAND. Nuvel — men kom og sæt dig her, saa fortæller du mig ialfald, hvad du ved.
CAMILLA. Du vilde bare le af mig.
FERDINAND. Men det er du jo vant til..
CAMILLA (godmodigt). Ja du har igrunden Ret. (sætter sig hos ham) Det var en Vaar, jeg var liden Pige, og saa fandt jeg nede i Haven i den mørke Allée —
FERDINAND. Der hvor de Fredløse holdt til?
CAMILLA. Netop — der fandt jeg en Morgen et Fuglerede. Det var bare et Trosterede, og jeg vidste godt, at du og de andre Gutter kjendte mange langt sjeldenere Reder baade i Haven og i Skoven. Men dette var jeg den eneste, som vidste om; og hvor jeg skjalv for, at I skulde finde det! — og alligevel! — jeg var ikke
