saa straalende skjøn, at Sommeren stanser, hilser og nøier med at tage Kommandoen.
FERDINAND (med Liv). Kom Camilla! vi maa ud. Lad os gaa dybt, dybt ind i Sherwoodskoven, saa finder vi vore gamle Røvere og Riddersmænd; — og du og Vaaren og Solskinnet og dine blanke Øine skal gjøre mig glad og ung som i gamle Dage.
CAMILLA (ivrig). Ja kom Ferdinand! (leder efter sit Tøi, men stanser). Nei — det er jo sandt! Mor kommer snart, jeg maa vente.
FERDINAND. Bah! — en Visit! — nu er vi i Stemning — kom!
CAMILLA. Nei — jeg har lovet at vente. Men vi kan bede Vaaren komme til os. Kom lad os spille sammen — saa spiller vi os Vaaren lige ind i Stuen.
FERDINAND (mat). Oprigtig talt — Kusine! saa tror jeg, at jeg heller vil spille Kegler. Der er noget saa vaarfriskt ved denne Puckenholdts Kugle, der først trilles ud og saa trilles ind (nysner, medens han leder efter sin Hat). Trilles ud — bom — bom! — trilles ind — bom bom! — Farvel Kusine!
CAMILLA (i Sofaen, uden at se op). Farvel Ferdinand!
FERDINAND (staar foran hende). Du skulde gifte dig med mig — Camilla!
CAMILLA (bittert). Forat du kunde komme til Ro?
FERDINAND. Nei — forat vi begge kunde faa Fart til at leve fremover.
CAMILLA. Jeg vil ikke dele Farten med en, som ikke tror.
FERDINAND (overrasket). — ikke tror?
CAMILLA (ser op). — som ikke tror paa Kjærligheden, og det gjør du ikke.
FERDINAND. Tror jeg ikke paa Kjærligheden? — paa Amor? — paa Forlovelsen, paa Ægteskabet, Slægtskabet, Præsteskabet og Fadderskabet —
CAMILLA (reiser sig). Nei — nei! Ferdinadn! spøg ikke: — jeg kan ikke længer taale det.
FERDINAND. Nuvel — saa lad os tale alvorligt. Du siger, jeg tror ikke paa Kjærligheden; — hvad mener du med det?
CAMILLA. Jeg mener, at saa længe har du nu gaaet og experimenteret, tvivlet om alt, rokket ved alt, tumlet i Stemninger og plukket dig selv i smaa, smaa Stykker, indtil du ikke længer evner at rumme en stærk, sammenhængende Livstanke. Du slaar med Vingerne — og du har havt prægtige Vinger — Ferdinand! men de formaa ikke at bære dig langt; — du er ikke længer hel; du er gaaet istykker mellem dine egne Fingre; du kan ikke elske!
