Alligevel gik Kahytsguttens Ord fra Mund til Mund, der hørtes
et lidet Kluk af Latter hist og her, Ansigterne blev mer og mer
forpinte og Latteren var lige ved at bryde løs. — Da saaes
Styrmanden at puffe Skipperen i Siden. „Ja — men saa maa du
hviske!“ — sagde denne.
Styrmanden nikkede, og saa vendte Skipperen sig mod Mandskabet og talte høitideligt:
„Ja — heldigvis! — denne Gang gik det godt! men nu haaber jeg ogsaa, at enhver af Jer vil have lært, hvor farligt det er at laane Øre til disse umodne Opviglere, der aldrig kunne være i Ro og lade Udviklingen — som Styrmanden siger — gaa sin naturlige Gang. Nu gav jeg efter dor Eders Ønsker denne Gang — isandhed! det var ikke, fordi jeg billigede Eders vanvittige Fremfusenhed; men det var, for at overbevise Eder ved — ved Begivenhedernes Logik. Og se — hvorledes gik det? — Vistnok blev vi som ved et Under forskaanede for det værste; men nu ligge vi her, udenfor den trygge Havn, vor gamle Ankerplads, som vi have forladt, for at tumles om paa det Uvisses, det Uprøvedes oprørte Vande. Men — tro mig! herefter skulle I finde baade vor udmærkede Styrmand og Eders Kaptein paa vor Post mod slige umodne Projekter. Og gaar det os galt herefterdags, saa skulle I alle mindes, at det Altsammen er Eders Skyld: Vi toer vore Hænder.“
Derpaa skred han tversigjennem Mandskabet, som ærbødig veg tilside; Styrmanden, som troligt havde hvisket, tørrede sin Øine og fulgte. Begge forsvandt de i Kahytten.
Megen Strid var der i Ruffet den Dag; og det blev værre siden.
Det var forbi med Briggens gode Dage. Splid og Misnøie, Mistænksomhed og Paastaaelighed gjorde den trange Folkelugar til et rent Helvede.
Kun Skipper og Styrmand syntes at trvies vel under alt dette, og den almindelige Misstemning rørte dem ikke; thi de havde ingen Skyld.
Paa Forandring tænkte Ingen. Man havde gjort, hvad man kunde, og Skipperen havde jo ogsaa paa sin Side været føielig.
Nu fik man holde sig i Ro. Briggen laa paa et farligt Sted; men nu fik den ligge — og der ligger den endnu.
