det strax tilbage. Endelig gik han tre smaa Skridt frem paa sine tynde Pibestilker og rakte Haanden ned mod Konen.
Hun tog det, han havde i den, og forsvandt i Mørket.
Et Øieblik stod han stille, saa mumlede han nogle Ord og begyndte at græde.
Han stansede og sagde: „Maman m’a pris mon sou“! — og saa græd han igjen.
Han tørrede sine Øine og stod en Stund. Men hvergang han fortalte sig selv sin lille triste Skjæbne: at Moder havde taget Skillingen hans, saa brød Graaden frem voldsommere og voldsommere for hver Gang.
Han bøiede sig og knugede Ansigtet ind i Forhænget. Den stive, sprukne Oliemaling maatte være kold og tør at græde i. Den lille Krop krympede sig sammen, han trak det grønne Ben helt opunder sig og stod som en Stork paa det røde.
Thi derinde bag Forhænget maatte de ikke høre, at han græd. Derfor hulkede han ikke som et Barn; men han stred som en Mand mod en Hjertesorg.
Naar Anfaldet var over, snød han sig i Fingrene og tørrede sig paa sine Tricots. Med det skidne Træppe klinede han sin Graad udover, saa det lille Ansigt blev ganske grimet, og saaledes stirrede han et Øieblik ud i Folkefesten med tørre Øine.
„Maman m’a pris mon sou!“ — og saa begyndte det igjen.
Som Sudraget et Øieblik lægger Stranden tør, mens den nye Bølge samler sig, saaledes skyllede Sorgen i tunge Bølgeslag over det lille Barnehjerte.
Hans Dragt var saa latterlig, hans Krop saa spinkel; hans Graad saa bitterligt tung, og hans Smerte var saa stor og voxen. —
— Men hjemme i Hotellet — Pavillion Henri Quatre — det er der, de franske Dronninger behagede at ligge i Barselseng — der sad Kondoren og sov paa sit Stativ.
Og den dømte sin Drøm — sin eneste Drøm. Det var den om Fjeldtinderne i Peru; om de store Vingeslag over de dybe Dale, og saa glemte den Touget.
Den løftede med Magt de pjuskede Vinger. To vældige Slag slog den, saa strammedes Touget, og den faldt, hvor den pleide at falde; — det sved i Foden og Drømmen gled ud langsmed Lænken.
— Den fine engelske Familie klagede, og Værten selv ærgrede sig den næste Morgen; thi Kondoren laa død i Græsset. —
