Men Samtalen gled videre. De unge Mennesker bragte under
stigende Jubel alskens forunderlige Pakker fra Vognene. Fru Hartwig
kastede sin Kaabe paa en Stol og ordnede efter bedste Evne.
Men Ungdommen — bestandigt med Hr. Litzow i spidsen syntes
bestemt paa at tilveiebringe saa megen Forvirring som mulgit, selv
Præsten blev smittet af Lystigheden, og til sin usigelige Forbauselse
saa Rebekka sin Fader i Ledtog med Hr. Lintzow skjule en
stor Papirpakke under Fru Hartwigs Kaabe.
Endelig blev det den gamle Dame for broget. „Kjære Frøken Rebekka!“ — udbrød hun, „er her ikke noget mærkværdigt at se i Hærheden — jo længere borte jo bedre, — saa jeg kunde blive disse gale Mennesker kvit en liden Stund?“
„Der er en smuk Udsigt fra Kongshougen, og saa er der Stranden — og Havet“ —
„Ja — ned til Havet!“ raabte Max Lintzow.
„Se det var Ret!“ sagde Fruen, „kan De skaffe mig af med ham der, saa er jeg hjulpen, for han er den værste af dem alle.“
„Hvis Frøken Rebekka vil føre an, saa følger jeg, hvorhen det skal være“ — sagde den unge Herre med et Buk.
Rebekka blev rød. Saadant noget havde hun aldrig hørt før. Den unge, smukke Mand bøiede sig saa dybt for hende, og hans Ord lød saa oprigtige. Men der var ikke Tid til at stanse ved et Indtryk; snart var den glade Skare ude af Huset — gjennem Haven, og med Rebekka og Lintzow i Spidsen gik de opad den lille Høide, som kaldtes Kongshougen.
For mange Aar siden var der nok fundet endel Oldsager i Toppen, og en Formand i Kaldet havde plantet nogle haardføre Træer paa Skraaningerne. Foruden et Rognbærtræ og en Nøddeallée i Præstegaardshaven fandtes der ikke andre Træer end disse i Miles Omkreds paa de vindhaards Skraabakker ud imod det aabne Hav. I Tidens Længde havde de trods Storm og Sandflugt drevet det til henimod Mandshøide, og vendede de bare knudrede Stammer mod Nordenvinden som en bøiet Ryg, sendte de lange længselsfulde Arme mod Syd. Indimellem havde Rebekkas Moder plantet Violer.
„Nei — hvor heldigt!“ — raabte den ældste Frøken Hartwig, „her er Violer! Aa — Hr. Lintzow; pluk mig en Buket til iaften.“
Den unge Mand, som havde anstrængt sig for at finde en Tone, hvori han kunde konversere Rebekka, syntes, at den unge Pige fór sammen ved Frøken Fredrikkes Ord.
„Violerne er deres Ynglinge?“ sagde han halvhøit.
Hun saa forundret op paa ham; hvorledes mon han kunde vide det?
