Sommeren kom med varme Dage og lange, lyse Nætter.
Udover det rolige Hav laa Røgen i mørke Striber efter Dampskibene,
som passerede. Seilskibene drev forbi med slappe Seil og brugte
næsten en hel Dag for at komme ud af Synskredsen.
Det varede en Tid, iden Præsten mærkede nogen Forandring i sin Datters Væsen. Men lidt efter lidt blev han opmærksom paa, at Rebekka slet ikke trivedes denne Sommer. Hun blev bleg og holdt sig meget paa sit Værelse; i Kontoret kom hun næsten aldrig, og tilslut troede han, at hun skyede ham.
Da talte han alvorligt til hende, bad hende sig ham, om hun var syg, eller om Skrupler af nogen Art var Aarsag i, at hun ikke mere var saa let og glad som før.
Men hun bare græd og svarede næsten ingenting.
Efter denne Samtale blev det dog bedre; hun holdt sig ikke saameget alene og søgte Faderen hyppigere, men den gamle Lyd i hendes Stemme var borte, og Øinene vare ikke saa aabne som før.
Doctoren kom og begyndte at examinere hende. Hun blev blussende rød og tilsidst brast hun i Graad — saa heftigt, at den gamle Herre forlod hendes Kammer og gik ned til Præsten i Kontoret.
„Nu — Doctor! hvad siger De saa om Rebekka?“
„Sig mig engang — Hr. Pastor!“ — begyndte Doctoren varsomt, „har Deres Datter havt nogen heftig Sindsbevægelse — hm! — nogen“ —
„Anfægtelse — mener De?“
„Nei — ikke just det; men har hun ikke havt nogen Hjertesorg? — eller — rent ud sagt — nogen Kjærlighedssorg?“
Det var ikke langt fra, at Præsten følte sig lidt stødt. Hvorledes kunde Doctoren tro, at hans egen Rebekka, hvis jerte var ham som en aaben Bog, at hun skulde kunne — eller ville skjule en Sorg af den Art for sin Fader. Og desuden! — Rebekka var sandelig ikke af det Slags unge Piger, hvis Hoveder ere fulde af romantiske Elskovsdrømme; heller ikke var hun nogensinde borte fra ham, og hvorledes skulde da — „Nei nei! bedste Doctor! den Diagnose gjør Dem liden Ære!“ — sluttede Præsten med et roligt Smil.
„Jaja! — godt Ord igjen!“ — sagde den Gamle og skrev sammen en Recept, som ialfald ikke kunde skade. Han kjendte saa alligevel ingen Urt mod Kjærlighedssorg; men i sit stille Sind holdt han fast ved sin Diagnose.
Doctorens Besøg havde Skræmmet Rebekka. Hun vogtede nu endnu nøiere paa sig selv og fordoblede sine Anstrængelser for at synes som før. Thi Ingen maatte ane, hvad der var skeet: — at
