paa Gulve, Stole og Borde; — Papiret æsede formeligt udover i Rummene, saa de Ulykkelige, som færdedes der, syntes at maatte være forberedte paa at drukne i Papir eller redde sig ved Svømming.
I Værelset indaf Mortensens sad Kopist Ørseth — en liden sortskjægget Mand med livlige Bevægelser. Han kom just farende ind med en Avis i Haanden: „Har De læst det? — Mortensen! nu gaar det over alle Grændser! — læs mig de Artikel om Arbeidernes Stemmeret; — at sligt skal kunne skrives, trykkes, udbredes offentligt! — aah! — de burde hænges allesammen!“
Mortensen saa ligegyldigt i Bladet: „Det læste jeg imorges, — noget Sludder — Far!“
„Sludder — Mortensen! værre end det; — opviglende, løgnartigt, samfundsfarligt! aa — naar jeg tænker mig“ — udbrød Ørseth med et bittert Smil, „at her gaar de og lefler for Rakket, fraterniserer med Arbeiderne, holder Taler om de gjæve Arbeidsfolk! — somom disse Daglønnere havde taget Patent paa Arbeidet, og somom vi andre ikke vare andet end — end —“
„Dagdrivere“ — supplerede Mortensen.
„Netop“ — raabte Kopist Ørseth, „og jeg gad dog vide, hvem der arbeider mest — slig en Pukstenshugger eller en af os!“
Idetsamme kom en liden hvidhaaret Mand glidende ind i Værelset. Man kunde aldrig vide, hvor han kom fra; thi Dørene gav ingen Lyd under hans Haand, og han pleiede at gaa paa Filtsko i Departementet.
„Naa Mo“ — sagde Mortensen og blinkede fortroligt med Øinene, „er han gaaet?“
„Statsraaden er for et Øieblik siden kjørt ud med Grosserer Falck Olsen,“ svarede Mo og gled videre.
Kopist Ørseth var allerede forlængst tilbage paa sin Plads i Side værelset, og baade Kopister og Extraskrivere bøiede sig dybere over Papirhougene, medens den lille Mand passerede.
Det var Departementsbudet Anders Mo. Han bar en langskjødet brun Frak med staaende Krave og hvidt Halsbind helt opunder Hagen. Dette gav ham et overordentlig reputerligt Præg — halvt kvækeragtigt; det blege Ansigt var mildt og venligt og det snehvide Haar var saa langt i Nakken, at det slog en smuk Krøl udover Frakkkekraven.
Da Budet lydløst var forsvundet ind i et af de indre Værelser, raabte Mortensen halvhøit: „Hei — Ørseth! — naar vi nu kunde blive af med Bureauchefen ogsaa, saa skulde det smage godt at tage en kold Øl i „Sumpen“ — he?“
