ledes. Monsieur Alphonse har ikke alene betalt mig den Smule jeg havde tilgode, men jeg ved ogsaa, at han har tilfredsstillet en hel Del andre Kreditorer, som jeg kjender. Jeg har gjort den kjære, smukke Herre stor Uret, og jeg beder Dem indstændigt, at De aldrig lader Dem forlyde med min Betise.“
Charles hørte ikke mere efter, hvad den snaksomme Skrædder pludrede. Han forlod snart Butiken og gik opad Gaden, ganske optaget af den ene Tanke, at Alphonse havde betalt.
Han tænkte paa, hvor taabeligt det igrunden var af ham at gaa saaledes og vente paa den Andens Ruin. Hvor let kunde ikke den kvikke og heldige Alphonse træffe op i mangen glimrende Forretning og tjene mange Penge, uden at Charles fik vide et Ord derom. Kanske gik det ham, naar alt kom til alt, godt, kanske skulde det ende med, at Folk vilde sige: Se nu først viser Monsieur Alphonse, hvad han duer til, efterat han blev fri for sin tunge og tvære Kompagnon!
Charles gik langsomt opad Gaden med bøiet Hoved; han fik mange Puf, men han ændsede det ikke. Han syntes, hans Liv var saa meningsløst; som om han havde mistet alt, hvad han havde eiet, — eller havde han selv kastet det fra sig? Da fik han et mere end almindelig stærkt Puf. Han saa op; det var en Bekjendt fra den Tid, da han og Alphonse havde været ansatte i Crédit lyonnais.
„Ih — se Goddag, Monsieur Charles!“ raabte denne, „længe siden vi saaes. Ellers underligt nok, at jeg skulde træffe Dem idag. Tænkte netop paa Dem iformiddags.“
„I hvilken Anledning? om jeg tør spørge,“ sagde Charles halvt adspredt.
„Jo — ser De! Saa just idag oppe i Banken et Papir — en Vexel paa 30 à 40 000 Francs, hvorpaa baade Deres og Monsieur Alphonses Navn. Forbausede mig, troede, at Herrerne — hm! vare færdige med hinanden.“
„Nei — vi ere ikke rigtigt ferdige med hinanden,“ sagde Charles langsomt.
Han bestræbte sig af al Magt for at holde sit Ansigt iro, og han spurgte i en Tone, saa naturlig som han kunde faa den: „Naar forfalder Vexelen? — jeg mindes ikke rigtig.“ —
„Imorgen eller iovermorgen, — tror jeg,“ svarede den Anden, der var en ivrig Forretningsmand og allerede stod paa Sprang til at tage Afsked; — „det var Monsieur Alphonses Accept.“
„Jeg ved det,“ sagde Charles, „men kunde De ikke lage det saa,
