Hun havde seet Konsulen gaa forbi Huset flere Gange i
Mørkningen; men hun forstod til sin Glæde, at han ikke turde gaa ind.
Derimod kom der næsten hver Aften, naar Mam Späckbom var
ude, en halvgammel Kone, som var saa smilende og venlig. Hun
indbød Else saa flittigt til at besøge hende; hun boede tæt ved nede
i Strandgaden. Men paa samme Tid paalagde hun hende indstændigt
ikke at nævne et Ord til Mam Späckbom om hendes Besøg. —
Men en Aften blev der en frygtelig Scene. Mam Späckbom havde faaet Tag paa en fremmed Mandsperson i Mørket ude i Gangen; og da han ikke vilde give sig tilkjende, aabnede Madamen resolut Døren til Dagligstuen, hvor Else sad med Lampen.
Et eneste Blik paa den unge Piges forstyrrede Ansigt, da det viste sig, at det var Konsul With, hun havde faaet Tag paa, var nok for Madamen. Hun kjendte Konsulen saa inderligt vel, at hun strax forstod det hele; og Mam Späckbom nærede ialfald ingen Ærbødighed for ham. Derfor blev han vinglet udigjennem Døren med et dygtigt Puf og ledsaget af en Strøm af Skjseldsord og Forbandelser, som den fine Mand stak i Lommen med udsøgt Anstand — glad over at slippe bort.
Men derpaa holdt Madamen et Opgjør med Else, som endte med, at hun jog hende paa Dør den selvsamme Aften.
Thi — som hun sagde — om det havde været en anden, for Exempel han — Gutten fra Teglværket, saa skulde hun ikke sagt et Ord, men heller hjulpet dem til at komme sammen og sætte Bo. Ingen skulde sige paa Mam Späckbom, at hun var stræng mod Ungdommen. Men kaste sig væk til sligt et gammelt Svin som Konsul With! — nei! nei! agtede ikke Else sig bedre end som saa, saa kunde hun ikke blive under Mam Späckboms Tag.
Den ellers godmodige Madam var rasende, naar hun først blev sint. Og dette havde oprørt og krænket hende paa det dybeste. Saadan en bundløs Falskhed af Loppen at narre hende med den Gutten fra Teglværket — hende Mam Späckbom — som havde saa sikkert et Blik i sligeTing! — og saa den Konsul With! Nei — her kunde ikke være Tale om andet end, at Else havde vist den sorteste Utaknemlighed og var en udspekuleret falsk og forfløien Tingest.
Loppen stod paa den mørke Gade, før hun ret fik samlet sig. Hun havde først grædt, men nu stansede hun, for at tænke over. Hendes største Skræk var, om nu Madamen vilde tie, eller om alle skulde faa vide det.
Koldt var der, hvor hun stod, det blæste og hun var uden Overtøi. Hun besluttede at gaa op til en Veninde, som tjente i Nærheden, og se Tiden an, kanske kunde Madamen betænke sig.
