Slagsmaal med Slutteren og Betjenten, saa at man lagde Jern paa ham.
Dernæst blev det igjen ganske stille i den store, kolde Stenbygning, og Maanen fortsatte sin Runde. Den havde dvælet længe ved Else; thi der var meget at se. Det var ligesom et Udtog af et helt Menneskeliv, som laa her, en hel Historie — en gammel Historie forresten.
Der manglede ingenting; det var der alt. Hun havde sit Tørklæde, sin Kjole, sine gamle Støvler og de Filler, hun brugte til Underklær; — ja i Lommen havde hun endogsaa sin brune Barnehue med de rosenrøde Hagebaand. Andet eiede hun ikke; fra Barnehuen til hendes sidste Filler havde de troligt fulgt hende; — hvad Livet havde bragt hende fra Fald til Fald, havde Strømmen skyllet sammen i en Krog af Fængslet; ja — indtil Roserne — saa var de der; Frosten tegnede dem paa Ruden bag Gitteret, og den skalv paa Haanden, somom den frøs af sig selv — eller om det kunde være Medlidenhed.
Et Par Mus bedes og peb under Bænken; der løb en over Gulvet og blev borte. Klokken i Kirketaarnet slog fem; Lyden skalv længe i den tindrende kolde Morgenluft. Men Maanen trak langsomt sit Lys opad Væggen og ud gjennem Vinduet; og idet den gik, bredte den et tykt og blødt Tæppe af Mørke og Glemsel over Else, som sov. —
Og Maanen blev ved at lade sit kolde, ubarmhjertige Øie glide hen over Jorden; og Natten krøb sammen i Skyggerne — ræd for sine onde Hemmeligheder.
Men tilslut væltede den tunge, stivfrosne Jord sig ligesom i Smerte bort fra Maanen, og Solen begyndte at spille paa Kirkespirene, der vare forgyldte til Guds Ære.
Og alle Byens Kirkeklokker ringede og kimede Julemorgenens festlige Jubel ud over den ganske Menighed. Og Børnene sprang op i Skjorten, for at lege med det nye Legetøi, eller for at spise noget sodt, som det ikke havde været dem muligt at faa Plads til igaar.
Men alle de Voxne pyntede sig og gik i Kirken.
Derfor var den ogsaa ganske fuld, og Pastor Martens maatte formeligt trænge sig frem til Prækestolen.
Vintersolen legede muntert med de brogede Farver, som den tog fra Glasmalerierne i det store Korvindu; skjød skraa Straaler forbi Altertavlen og sendte farvede Lys af rødt og grønt og ildende gult nedover Koret. Der laa som et festligt Smil over den hele Kirke, en straalende, velsignet Julestemning.
