og usympathetisk Talestemme), dertilmed var han lidt distrait og meget generet i Dameselskab.
Da de nærmede sig Skrivergaarden, hørte de en Vogn bak sig.
„Det er Doktorens,“ sagde Hans og stillede sig op for at hilse; thi den Elskede var Distriktslægens Datter.
„Oh — hvor yndig hun er — i lyserødt!“ sagde Fætter Hans.
Fætter Ole saa strax, at den Elskede var i lysegrønt; men han turde ikke sige et Ord, for ikke at forraade sig ved sin Stemme; thi Hjertet sad ham i Halsen.
Vognen passerede i fuld Fart; de unde Mennesker hilste og den gamle Doktor raabte „Velkommen efter!“
„Nei jagu var det den lysegrønne!“ sagde Fætter Hans; han havde neppe faaet Tid til at flytte sine brændende Blikke fra den lyserøde til den lysegrønne; „men var hun ikke deilig — Ole!“
„Aa jo!“ svarede Ole med Anstrængelse.
„Du er en Tvædriver!“ udbrød Hans indigneret, „men om du end er blottet for al Sands for kvindelig Skjønhed, synes jeg dog, du kunde vise mere Interesse for — for — din Broders Tilkommende.“
Du skulde bare vide, hvor hun interesserer mig — tænkte den brødefulde Ole og slog Øinene ned.
Men imidlertid var Hans ved dette yndige Møde kommen op i en henrykt Stemning af Forelskelse og Lyksalighed; han svang sin Stok, knipsede med Fingrene og sang af fuld Hals. Og medens han tænkte paa hende i den lysegrønne Kjole — i det vaarfriske, sommerfugllette Gevant, som han kaldte det —, faldt der ham en gammel Visestump i Munden, som han sang med stort Velbehag:
Haabet er lysegrønt —
Trommelommelom, trommelommelom,
Stedse og altid skjønt —
Trommelommelom, trommelommelom.
Han syntes, at dette Vers passede saa fortræffeligt til Situationen, at han gjentog det i det uendelige — snart i den gamle Melodis Valsetakt, snart som en Marsch, snart som en Serenade — snart i høie, jublende Toner, snart halvt hviskende, som om han betroede sin Elskov og sit Haab til Maanen og de tause Skove.
Fætter Ole kunde have brækket sig. Thi saa stor Ærbødighed som han end nærede for sin Broders Sang, blev han dog tilslut saa erkekjed af dette lysegrønne Haab og de evindelige „Trommelommelom“, at det var ham en sand Lettelse, da de endelig holdt deres Indtog i Gaarden.
