Hans selv og Søstrene at faa lært ham disse Akkompagnementer, især de tre Mollakkorder, hvormed han pleiede at slutte, og som han øvede sig paa, hver Gang han skulde i Selskab.
Naar han da saa Broderen ved Klaveret lade sine Fingre let og skjødesløst løbe hen over Tangenterne, se op i Taget og mumle: „Ja, hvad staar nu den i!“ — som om han søgte efter den rigtige Toneart, da krøb det i Fætter Ole. Thi han vidste, at Hans blot kunde tre Akkompagnementer: et i Moll og to i Dur.
Men naar Sangeren, idet han reiste sig fra Pianoet, lod disse tre vel indøvede Mollakkorder klinge saa henkastet — saa vilkaarligt, som om det var noget, der tilfældigvis kom ham i Fingrene, da rystede Ole paa Hovedet og sagde til sig selv: „Dette er ikke ganske ærligt af Hans.“
Imidlertid sang Broderen friskvæk af sit rige Repertoire; Schubert og Kierulf vare hans Yndlinge; og saa foredrog han: Du bist die Ruh, Min Elskte, jeg er bunden, Ich grolle nicht, Die alten bösen Lieder, Alt lægger for din Fod jeg ned, Aus meinen grossen Schmerzen, mach’ ich die kleinen Lieder — alt med den samme overlegne Ro og dette lette, halvt legende Akkompagnement. Det eneste, der voldte ham lidt Bryderi, var det fatale Sted: Ich legt’ auch meine Liebe und meinen Schmerz hinein; men han fik dog noget ud af det.
Da hørte Ole, der nøie kjendte Grændserne for Broderens Færdighed paa Pianoet, at denne forlod de kjendte Veie og begyndte at tumle om mellem Tangenterne; og han troede til sin Skræk at opdage, at Hans søgte efter den usalige „Haabet er lysegrønt“. Men til al Lykke fandt han den ikke, hvorfor han indskrænkede sig til at nynne Sangen halvhøit, idet han henkastede de tre berømte Mollakkorder.
„Nu ere vi afkjølede!“ raabte den Lysegrønne hurtigt.
Der blev almindelig Latter over hendes Iver for at komme afsted, og hun var ganske rød, da hun sagde Godnat.
Fætter Ole, der stod i Nærheden af Værtinden, tog ogsaa Afsked; Fætter Hans derimod blev holdt tilbage af Sorenskriveren, som ønskede at vide, under hvilke Lærere han havde studeret Musik; og det tog Tid.
Saaledes skete det, at Ole og den Lysegrønne samtidig kom ud i Entréen, hvor de unge Mennesker snart flokkedes om Klædeknagerne, dels for at finde sit eget Tøi, dels for at rive de andres ned.
„Det kan nok ikke nytte at trænge sig frem,“ sagde den Lysegrønne.
Nu snørede Oles Strube sig sammen paa en chikanøs Maade,
