Paa de øverste Bænke begyndte man at fnise; paa de nederste, hvor man ikke havde saa fint Øre for de franske Verber, lo man med for Selskabs Skyld. Men den ulykkelige, som blev examineret, sad og skalv for, at Adjunkten tilslut skulde mærke, hvad det var for en underlig Konjugation.
Denne ulykkelige var Gabriel Garman — yngste Søn af Firmaet; han var en lang, smekker Gut paa femten, sexten Aar med et fint Ansigt, stor Næse og en rank Holdning.
Gabriel sad i den nederste Halvdel af Klassen, hvilket var en stor Skam — mente Lærerne —, thi han havde gode Anlæg. Men det var en underlig, vrang Gut; i enkelte Retninger — f. Ex. Regning og tildels Mathematik — udmærkede han sig; men i de vigtigste Fag — Græsk og Latin — var han næsten umulig at drive frem, og Gabriel var bestemt for Studering.
Da den almindelige Munterhed i Klassen brød ud i forskjellige halvkvalte Lyd, vendte omsider Adjunkten tilbage fra sine dybsindige Drømmerier. Men da han igjen tog fat paa Bogen, for at gaa videre i Examinationen, vilde Ulykken, at han endnu engang gjentog: — „avoir — avant! —“ han for iveiret — „avu!“ skreg han i den høieste Discant — „aa, du Kamel! — kan du endnu ikke dit avoir! — hvad skal der vel blive af dig?“
„Kjøbmand —“ svarede Gabriel kort.
„Hvad siger du! — svarer du din Lærer! — bruger du Mund! — jeg skal lære dig! — hvor er Protokollen? —“ og med lange Skridt for han op paa Kathederet, dukkede ned i Pulten og rodede omkring.
Idetsamme gik Døren til Gangen op, og et besynderligt, lidet skolemæssigt Hoved stak ind — langt, amerikansk Bukkeskjæg, rød Næse og blaa Sømandshue.
„Master Gabriel —“ sagde Hovedet med en halvdrukken Stemme, „Master Gabriel! — er du her? — aa sidder du der — poor boy! — tvi Fan for en Luft! jeg vilde bare indom og sige dig, at du maa komme ned paa Værftet, naar du slipper af Skolen, — vi begynder paa Huden —“
Længer kom han ikke; thi ved Synet af den langbente Adjunkt, der steg ned af Kathederet forfærdet over denne Forstyrrelse af Skolefreden, stansede Hovedet i sin Tale og med et hjerteligt: „Gudsbitterdød — for et Spøgelse!“ forsvandt det og Døren lukkedes.
Der skulde ikke saa meget til for at bringe de unge Mennesker i Latter, og da idetsamme Pedellens Klokke forkyndte, at Timen var forbi, brød den hele Klasse op, medens Adjunkten skummende af Raseri løb, for at klage til Rektor.
