havde paa lang Tid ikke gjort en saa god Forretning; det var glædeligt; men det var ikke nok.
I alle de Aar, Morten Garman havde arbeidet efter Faderens Død, var det aldrig lykkedes ham at bringe Liv og Frodighed i den store, vidtløftige Virksomhed.
Huset havde i Krigsaarene og ved Myntreduktionen lidt saa tunge Tab, at dets Kræfter vare lammede for mange Aar, — ja det syntes næsten, somom det aldrig skulde forvindes. Sagen var, at Huset fra gammel Tid sad med altformange faste Eiendomme, der ikke stod i Forhold til den formindskede rørlige Kapital; dertil kom ogsaa Gjæld, som tyngede.
Og det blev ikke bedre; Morten W. Garman, som var en usædvanlig duelig Handelsmand, maatte opbyde al sin Kraft og Flid, for at opretholde Husets gamle Glans og Anseelse.
Saalænge han endnu var ung, gik det an; men nu, da han nærmede sig sexti Aar, da hans Kone var død og der var tomt og øde paa Sandsgaard, nu faldt det dobbelt tungt over ham, at denne Forretning, som var hans Glæde og Stolthed og som han havde drømt at gjøre saa stor og stærk, at den skulde ligge igjen efter ham uden Livskraft kanske endog opløst og usolid.
Husholdningen paa Sandsgaard havde alle Dage været meget kostbar. Den livlige, smukke Fru Garman havde yndet Assembléer, Maskerader og Optog, og hendes Mand delte fuldkommen hendes Smag i saa Maade.
De friere Ideer fra Aarhundredets Begyndelse i Forbindelse med hans Stilling som eneste Søn i det store Handelshus havde givet hans Livsanskuelse et overmodigt Sving. Inde i Byen var der baade lidt Spot og megen Forargelse over hans Forfængelighed.
Men det vidste han selv ingenting om.
Fra sit Ungdomsliv i Udlandet og fra hyppige Reiser førte han med sig hjem en egen Luft, hvori han levede, — Anskuelser og Ideer, vidt forskjellige fra dem, med hvilke der arbeidedes i den lille tarvelige By, som netop befandt sig i en dobbelt Gjæring ved økonomisk Opsving og en stærk, religiøs Bevægelse.
Ude paa Sandsgaard derimod levedes der endnu Paryktid. De hovmodige Embedsmænd og Officerer, som hørte til i Byen, livedes op igjen og gjenfandt sine Traditioner ved Festerne derude, hvor der blev spist og drukket godt og længe ved lange Borde; hvor Selskabet var saa fint og sikkert paa sig selv, at Samtalen ikke behøvede at være saa ængsteligt fin; hvor et dristigt Ord eller et Tryk af en Fod eller en Haand, som forvildede sig, hvor den ikke burde være, eller en Hvisken bag Viften, som i Virkeligheden var et Kys
