tætte, snehvide Haar laa saa smukt fremover i de urokkelige Orkanbølger, og Hænderne lagde han stille ned paa Tæppet, somom han var færdig med noget.
Thi i sidste Øieblik slap Djævelen Taget, og idet Sygdommen for sidste Gang rystede det stærke Legeme, og Hjernen gjorde sine sidste Trækninger, blev der i Mylderet af uklare Minder og forvildede Tanker, der snurrede forbi, et Billede hængende, som endnu et lidet Secund lyste for den plagede Mand.
Det var den navnkundige Hjemkomst fra Rio de Janeiro, hans Stoltheds Dag.
Skipper Worse stod igjen ombord paa „Familiens Haab“; der blæste en frisk Nordenvind indover Fjorden, og den gamle Brig gled mageligt frem for smaa Seil.
Han aabnede sine Øine; men han saa ikke de blege Ansigter omkring sig.
Han saa Solen skinne over Sandsgaardbugten, hvor blaa Sommerbølger løb i flokkevis mod Stranden, for at melde, at Jacob Worse var i Fjorden.
Han prøvede at løfte Hovedet for at se bedre; men da sank han tilbage i Puderne og mumlede med et inderligt fornøiet Smil:
„Vi kommer sent — Hr. Kunsel! men vi kommer godt!“
— Saaledes seilede gamle Skipper Worse ud af Livet.
