begynde at erhverve de Kundskaber, som vi nu af egen dyre Erfaring vide, at Livet kræver.“
„Og det synes De ikke, Skolen arbeider henimod?“
„Nei! det er usigelig langt fra, at jeg synes! se nu for Exempel min Abraham, — men hvor er Gutten henne iaften?“
Professoren, som kom ind i det samme, forklarede, at han havde sendt Abraham iseng; „han bad, at du vilde komme ind og sige Godnat til ham.“
„Ja — nu skal jeg strax gaa; stakkels Gut! — jeg har jo rent glemt ham! Men, hvad jeg vilde sige: se nu altsaa Abraham; han har nu gaaet i ni samfulde Aar i denne velsignede lærde Skole; i Begyndelsen gik det godt; men i de senere Aar bliver han efter mit Skjøn dummere og dummere, mere og mere interesseløs. Saasnart han aabner Munden, røber han den største Uvidenhed om de mest dagligdagse Ting. Og det værste af alt er, at han næsten synes at foragte at vide noget fornuftigt om Verden saaledes som den er —.“
„Ja Frue! —“ indskjød Mordtmann, „Deres Søn lever i Videnskabens Verden; han vandrer mod Aandens høie Parnas! jeg kjender det, jeg har selv gjort Omveien om Parnassus.“
„Hvad mener De med det — hva?“ spurgte Adjunkt Aalbom.
„Aa — det kan vist jeg forklare Dem! jeg lugter Lunten,“ sagde Prokurator Kahrs, „Hr. Mordtmann hører sikkert til de moderne Modstandere af den klassiske Dannelse; jeg vædder, han hader Latinen?“
„Ja det er sikkert, jeg gjør.“
Flere af dem vilde begynde paa en Gang; men Professor Løvdahl fik Ordet:
„De vil da vel ikke benægte den overordentlige Grad, i hvilken Læsningen af dette herlige Sprog udvikler den Unges Evne til stringent og logisk Tænkning!“
„Der er kun en Ting — Hr. Professor! som jeg har mærket, at Latinen virker paa alle uden Undtagelse, og det er, at den gjør os alle overmaade vigtige.“
„Nogle af os — kanske,“ bemærkede Prokuratoren med et lidt ondskabsfuldt Blik.
Men Fru Wenche lo fornøiet: „Ja De har Ret. Ligefra jeg var liden ærgrede det mig, naar mine lange Fættere kom med Rægler af Latin, som jeg er overbevist om, der ikke var Mening skabt i. Og selv nu ærgrer jeg mig, naar ældre Herrer smiler saa polisk til hinanden og kommer med en Stump Latin.“
„Nei, men det er dog en uskyldig Fornøielse — kjære Frue!“
