Magt og Lærdomme reiste Mure og Taarne og Røgelsen fyldte
den prægtige Kirke, hvor Klerkerne sang for de Fiskere og
Bønder, som laa næsegrus og mumlede, hvad de ikke forstod.
Der kom fremmede Skibe til Bryggerne og førte guldvirkede Messeklæder, Kirkeklokker og Alterkar og stærk Vin for Klostrenes kjølige Kjældere.
Men i de trange Gader og Smug bagom Abildgaarden — der laa Munkene paa Lur efter Pigerne; og mens de messede og sang oppe i Domkirken, var der tændt et Par Lamper i den hvælvede Kjælder under Bispens Kapel; og der sang de ogsaa, mens Vinfadet klukkede og Pigerne lo, og der dansede de Munke, saa Kutterne fløi.
Men Dansen tog Ende, og Glansen gik af, og Pigerne fik Fred for de galne Klerke. Paa et stort Baal midt foran Kirken brændte alle Domkapitlets Dokumenter, Papir og Pergament med store Voksegl og Bøger i Gyldenlær og hvidt Kalveskind: men alt, hvad Sølv og Guld kunde ligne, blev samlet, afhugget, afrevet, afskrabet til det sidste Støvgran, der havde Glans, og istedet kom Kalk, indvendig og udvendig og overalt Kalk — lighvid, tør og kold.
Nu kom den bedste Tid for Uglerne, mens Klostre og Kapeller faldt langsomt sammen i Ruiner, og hvad Tiden gjorde smaat efter smaat, fuldførte Menneskene i større Stykker. Snart ryddedes Mure og gamle Abildgaarde for en ny Gade; næste Aar nedbrødes Biskoppens sirlige capella domestica, fordi Fru Provstinden vilde sig derudaf lade indrede en ny Svinesti; og tilslut stod Domkirken alene igjen — faldefærdig i sin Kalkpuds, rundt omkring smaa dumme Træhuse, af al den papistiske Herlighed hverken Sten eller Pergament tilbage.
Kun et blev tilbage paa de gamle Tomter — foruden Uglerne.
Magten var forsvunden, Lærdommen var forsvunden, Kalken havde begravet, hvad der var af Skjønhed, men Latinen klæbede ved Stedet, — Latinskolen, — Tampen og Grammatiken.
Chordrengene blev til Peblinge, til Degnedrenge og tilslut til almindelige Skoledisciple; de flyttede fra en Stue til to Stuer, der klinedes op paa gamle Klostermure, indtil de puttedes ind i en ny, firkantet Skolekasse med nøgne Vægge og Vinduer af mat Glas; Tampen og Grammatiken flyttede med.
Og naar Uglerne, som ogsaa troligt havde fulgt, sad i de store Bøgetræer udenfor Rektors Studerekammer, fór ogsaa han sammen ved deres vilde Skrig og løftede sine Øine fra Tacitus, —— det var det samme interessante, men dunkle Sted.
