Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/226

Denne siden er korrekturlest


„Jeg ønske det? men hvem siger det? hvor kan det falde dig ind!“ sagde Fruen nervøst.

„Ei-ei! — du interesserer dig dog ivrigt for Hr. Mordtmanns Fabrik; og jeg vil ogsaa gjerne gjøre vor unge Ven en Tjeneste. Altsaa; jeg er villig til at tiltræde Direktionen — Hr. Mordtmann!“

„Tusind Tak,“ svarede denne og lagde i sin Glæde ikke Mærke til Fruens Udtryk; han løftede sit Glas: „ja saa er alt iorden; nu lover jeg, det skal ikke vare længe, før Fabriken staar der.“

Fru Wenche befandt sig ilde. Den Fortrolighed, som saa hurtigt var opstaaet mellem hende og Mordtmann, begyndte allerede at genere hende; hun saa godt, at hendes Mand lagde Mærke til hvert Ord og hvert Blik mellem dem; og hun vidste, han troede, at hun i dette med Fabriken havde været i Ledtog med den unge Mand.

Og det ærgrede hende, fordi det var jo ikke sandt. Men hun følte, at om hun prøvede at forsvare sig, vilde hendes Ærlighed komme tilkort overfor hendes Mands Mistænksomhed, og Forviklingen vilde bare blive større.

Men netop dette, at hun mod Sædvane opgav Tanken om en Forklaring, det pinte hende og gjorde hende usikker baade i Forholdet til Manden og til den Fremmede.

Dertil kom, at hun i disse Dage for første Gang havde følt, hvad hun saa ofte havde gruet for: at hendes Søn kunde blive hende fremmed, eller at ialfald noget kunde skyde sig ind imellem dem og forspilde den ubegrænsede Fortrolighed, hvori de hidtil havde levet.

Da hun endelig lik hele Historien om Marius og Aalbom fra Abraham selv, — han fortalte med nedslagne Øine, endnu ganske forskrækket over, hvad han havde gjort —,da tog Moderen ham i sine Arme og raabte: „Nei men Herregud! — har de skjændt paa dig for det? skulde du sidde og se paa, at de pinte din bedste Ven! — det var kjækt gjort af dig — Abraham!“

Men han saa forskræmt op til hende, og for første Gang mærkede hun med Sorg, at han ikke havde fuld Tillid til hende.

I samme Øieblik faldt det hende ogsaa ind, at det var saa sin Sag ligefrem at modarbeide Manden, at lære Sønnen stik imod Faderen; rose ham for det, hun vidste havde bedrøvet og forskrækket den anden.

Fru Wenche havde ofte tænkt sig, at den maatte komme den Stund, da Sønnen fik Øie paa den store Spalte, der var mellem Fader og Moder i de alvorligste Ting.

Men hun havde tænkt paa de store religiøse Spørgsmaal, og hun havde været forberedt. Hun vilde, efterhvert som Abraham blev