ham, at der var fuldt af Lyd i den stille Nat, hvori Byen sov med et forsvindende Fodtrin ude paa Gaden.
Og en Angst voxede op i Mørket, hurtigere og hurtigere med fantastiske Omrids, nærmere og nærmere indpaa ham, tungere og mer knugende for hvert femte Minut, naar han troede, der var gaaet et Kvarter og tændte en Fyrstikke.
Hvor blev hun af? — over halv tolvQ nu maatte der være noget galt paafærde.
Deres sidste Samtale, hendes Skrig, da han flygtede, fordi han frygtede at fortsætte Samtalen — alt stod for ham. — Og hun, som var saa heftig og hensynsløs.
Disse overspændte Naturer! — han kjendte dem, hvad kunde de ikke falde paa. Hvor var hun i dette Øieblik? — det svimlede for ham; gik hun vildsom ude i Natten? — eller laa hun allerede og flød udfor de bratte Fjelde i Fjorden?
Han satte sig overende i Sengen og tændte Lys. Han talte beroligende til sig selv som til en Feberpatient; men det hjalp ikke. Endelig hørte han hende i Gadedøren.
Strax slukkede han Lyset, lagde sig ned og pustede langt og regelmæssigt, somom han havde sovet længe. Han følte sig uendeligt lettet og smilte over sin Frygt.
Fru Wenche kom ind og tændte Lys og tog sin Kjole af, mens hun opmærksomt iagttog sin Mand; han sov trygt og roligt.
Stille og varsomt — saa ikke en Nøgle raslede, lagde hun sin Haand over hans Nøgleknippe, tog Lyset med sig og gik ud af Soveværelset.
Han mærkede, at hun gik ud igjen; men tænkte ikke videre over det. Nu var hun kommen hjem, han Sorg var slukt, imorgen skulde det nok klare sig. Og som han nu beroliget og træt af Sindsbevægelse laa og lod, somom han sov, sovnede han virkelig og sov trygt og roligt i en to-tre Timer.
Men da han udpaa Natten vaagnede og kjendte, at hans Kones Seng var tom og kold, fór han igjen op i Angst, fik Lyset tændt og saa sig om. Alt var stille; Klokken var over tre, han saa intet Spor af sin Kone uden Kjolen, hun havde lagt fra sig.
Carsten Løvdahl kjendte sit Hjerteslag stanse, og det stod ham klart, at nu var der alligevel noget galt paafærde. Han tog sig sammen og væbnede sig med al den Sindsro, som laa i hans Natur, og som Livet og hans Arbeide havde styrket og udviklet.
Da han havde faaet sig halvt paaklædt, tog han Lyset med, for at gaa og lede efter hende.
Gjennem Stuerne saa han en Lysstribe fra sit Kontor, Døren
