Abraham Løvdahl var bleven Student.
Nitten Aar, vakker, sund og munter; velklædt og vel forsynet med Penge — sprang Livet op for ham som Døren til en Balsal, og han stormede ind med store Øine.
Der laa dengang endnu over Studenterlivet det sidste, svindende Skjær fra en skjøn og ubekymret Tid; der kunde endnu tales om „Idealerne“ uden at alle lo; og naar Formanden med sin klare Stemme — det smukke, blonde Hoved kastet tilbage — lod det suse gjennem Salen med fagre Ord, da følte de unge ligesom mægtige Vingeslag henover sig, det svulmede i Brystet og lettede i hele Kroppen, somom en kunde flyve med.
Abraham Løvdahl havde ogsaa kjendt Vingerne voxe; den pludselige Overgang fra det graa Skoleliv i Tvang og Ensformighed til denne gyldne Frihed blandt lutter fremmede — det beruste ham som Vin.
Al den Glans, hvori Studenterlivet fra det fjerne havde lyst for ham under mødige Skoletimer, den var nu dalet ned over hans eget Liv; og han sansede ikke den Jord, han traadte paa, men svævede med en Ven i hver Arm høit oppe i Lys af fagre Ord og begeistrede Rørelser.
Indtil han blev plukket.
Thi der sad baade oppe i Samfundet og i Restaurationerne — altid paa bestemte faste Pladse en Flok begavede Mennesker, der levede af at plukke Ungdommen — ikke for Penge, men for de skinnende Fjær, som voxte paa de bedste blandt dem.
Det var overlegne Aander, der kjendte alt og havde gjennemgaaet det meste; der var ikke den Ting i Himmelen eller paa Jorden, som de ikke havde omsat i en Vittighed; og da Abraham et Aars Tid havde nydt den Ære at have sin faste, bestemte Plads blandt dem, var ogsaa han istand til at le af alt, selvsikker, interesseløs, blaseret, plukket.
