meget af; men saa skal ogsaa du indrømme, at saadant noget bruger man dog virkelig ikke nutildags.“
Han svarede ikke og lukkede Bordet igjen.
„Nei — ved du, hvad det smukkeste er, jeg har seet her i Huset?“ — spurgte Clara, mens hun ordnede sit Haar foran Speilet.
„Formodentlig dig selv?“
„Aa — skal du nu være uartig?“ — der lagde sig strax en stram Rynke ved Munden.
„Nei — nei —“ raabte han leende; „det faldt mig bare i Munden ved at se dig i Speilet, for du er virkelig det smukkeste og sødeste i Huset“ — og efter mange saadanne Ord med Kys lod hun sig forsone og vedblev:
„Det smukkeste, jeg hidtil har seet, er virkelig din Far.“
„Ja ikke sandt! —“ raabte Abraham glad, „er det ikke en herlig Mand.“
„Der er virkelig noget distingveret ved ham“; det er en Mand, man selv inde i Byen vilde blive opmærksom paa.“
„Ja det tror jeg s’gu nok,“ smaalo Abraham overlegent.
Nu troede hun strax, at han tænkte paa hendes lille vindtøræ Fader og tilføiede:
„Du ligner vist mest din Moder — Abraham?“
„Mon det skulde være en liden Spids?“
„En Spids? — min Gud, hvorledes kan du falde paa det? — din Mor, som du jo holdt saa meget af!“
„Javist — det faldt bare saa underligt, efterat du netop havde rost Far saa stærkt.“
„Hør Abraham! du er virkelig temmeligt irriterende med din Mistænksomhed —“
„— mistænksom jeg! — men Kjære! hvor kan du paastaa —“
„Jo du er; du er uhyre mistænksom; bestandig tror du, de mest uskyldige Ord —“
„Aa Snak! lad os nu ikke gjøre vor Indtrædelse i Huset med Tøv og Misforstaaelser; komm Clärehe! zu Bett!“ — og han tog hende muntert om Livet og bar hende halvt til Soveværelset; men hun strittede imod og vilde ikke slaa ind paa Spøgen.
Men da hun kom ind i det svagt oplyste Paaklædningsværelse og siden i Sovekammeret, blev hun blød om Hjertet.
Der var saa mange Ting, som Frøkenerne Meinhardts tarvelige Sovekammer aldrig havde kjendt; og der var en Luxus og en Smag i Udstyret af det hele, som fuldstændigt imponerede hende.
Hun kyssede sin Mand og sagde: „Saadant et Soveværelse har jeg altid ønsket mig.“